Efter en lang karriere med roller i den kriminelle underverden som ’Traffic’, ’Sicario’ og ’Escape at Dannemora’ kender Benicio Del Toro efterhånden krimigenren indgående.
Faktisk så godt, at det nu er blevet hans tur til at stå både foran og bag kameraet i hans debut som manuskriptforfatter på krimithrilleren ’Reptile’, der udkommer på Netflix til efteråret.
Den første trailer er netop udkommet.
Del Toro har i samarbejde med Benjamin Brewer og instruktør Grant Singer skrevet manuskriptet og skal derudover medvirke i hovedrollen som detektiv Tom Nichols, der forsøger at opklare mordet på en ung kvinde, der blev myrdet i sit eget hjem.
Kvinden blev fundet af sin kæreste, spillet af Justin Timberlake, som er Toms hovedmistænkte, men som efterforskningen skrider frem, dukker flere og flere mistænkte op.
Herunder kvindens eksmand, veninde og en mystisk mand, spillet af henholdsvis Karl Glusman, indie-popstjernen Sky Ferreira og Michael Pitt.
På rollelisten findes derudover ’Clueless’-stjernen Alicia Silverstone som Toms kone.
’Reptile’ bliver instruktør Grant Singers debutspillefilm. Singer har indtil nu været bedst kendt for at instruere musikvideoer for nogle af musikkens største navne, som The Weeknd, Ariana Grande og Lorde.
’Reptile’ får premiere på Netflix 6. oktober.