’Haunted Mansion’: Ublu product placement drukner stærkt komediecast i ny spøgelsesgyser a la Disney
Nu ved jeg ikke med dig, men en spøgelseshistorie er ikke umiddelbart noget, der efterfølgende giver mig lyst til at svinge indkøbskurven i Costco, erhverve den sidste nye Moleskin-notesbog i CVS eller sætte tænderne i en jalapeno-popper fra Burger King.
Måske et kontroversielt take, hvis man spørger Disney. For med det sidste skud på stammen i filmverdenens remake-eventyr, gyserkomedien ’Haunted Mansion’, er det som at være indlagt til én lang reklame for amerikanske virksomhedsgiganter som – ud over ovennævnte – alt fra Amazon og flyttefirmaet U-Haul til duftlysproducenten Yankee Candle.
Og det er en skam. For under kapitalistskyen gemmer sig en underholdende spøgelsesfilm, der med et veldimensioneret cast fornemt balancerer sorg, komedie og uhyyyggelige gys.
Instrueret af Justin Simien, skaberen bag den racesatiriske film og senere serie ‘Dear White People’, tager ’Haunted Mansion’ sit navn fra en Disney-forlystelse, som i årenes løb allerede har fået to ture i filmmanegen – først med et Eddie Murphy-flop i 2003 og senest en Halloween-special med Disneys IP-perle ’The Muppets’ i 2021.
I 2023-udgaven befinder vi os i det sjælfulde New Orleans i Louisiana, hvor livets elendigheder bliver lindret med fest og dans. Det gælder for alle på nær Ben (Lakeith Stanfield), en depressiv og alkoholiseret astrofysiker, som nu er turistguide og efter en personlig tragedie har opgivet sin interesse for spøgelser og andre paranormale fænomener.
Lokket af en net sum af 2.000 dollars bliver han dog sammen med et tvivlsomt medium (Tiffany Haddish i rollen som Harriet), den Teppenyaki-glade og hjerteslagstruede historieprofessor Bruce (Danny DeVito) og den joviale præst Kent (Owen Wilson) sat på mission for at uddrive en ordentlig portion spøgelser fra et gigapalæ, da læge og alenemor Gabbie (Rosario Dawson) med sin niårige jakkesætklædte søn Travis vil drive et bed and breakfast.
Med ’Haunted Mansion’ er vi i Disney-klassisk sammen er vi stærkere på trods-territorie. Men filmen får en moderne twist, da Simien i grove træk er god til at lade skuespillerne få plads til at udfolde deres potentiale alene og i samspil med hinanden.
I sin naive modenhed forstår Travis ikke, hvorfor det at række hånden op i alle timerne og lære frikvarterreglerne udenad ikke gør ham til skolens mest populære fyr. Og særligt kombinationen af Bruces kaotiske goblin-energiog Bens underspillede hurt guy-levering brillerer i en scene på den lokale politistation, og under en tårefremkaldende seance lander samtalen på farerne ved for høje kolesteroltal, hvilket fuldstændig mavepuster luften ud af scenens sørgmodige udgangspunkt.
De komiske talenter leverer generelt også gedigne oneliners, der ikke fjerner for meget fokus fra filmens overraskende jumpscare-effektive sekvenser, og det virker til, at castet har haft frirum nok til at spille bold op mod Disneys ellers ret rigide PG-facon.
Måske ikke underligt, når man tænker på, at filmens kreative drivkraft består af Katie Dippold, som har skrevet på komedieklassikeren ’Parks and Recreation’ – en serie, der er kendt for at lade improvisation, slapstick og deadpan flyde sammen i en vellykket smeltegryde.
Selve plottet indeholder også en fin mængde uhyggelige easter eggs til forlystelsen. (Som et horrorentusiastisk barn, der har hevet sin gysersky lillebror og far ind i Disneyland Paris-udgaven ’Phantom Manor’ utallige gange, er jeg efterhånden ekspert).
Men de gemte æg og den overordnede tematik bliver flere gange totalt overskygget af, at skuespillerne ikke kun skal forsøge at præstere foran et brandlogo-påklistret bagtæppe, men at de også selv er nødsaget til at drysse lidt this video is sponsered by-glitter udover det hele.
Gabbie skal både fortælle, at hun har købt den forfaldne herskabsbolig på liebhaversiden Zillow, og at hun i flytterodets hast helt havde glemt at aflyse sit Amazon-abonnement. På et tidspunkt sætter Travis sig helt uprovokeret ned og opsætter et ’Black Panther’-tematiseret spil Monopoly.
Det føles groft sagt som at se et gidsel tale sin kidnapper efter munden, og det gør det umådeligt svært at stå ved filmens budskab.
På den anden side egner ’Haunted Mansion’s name dropping-tendens sig måske meget godt til en omgang drukspil.
Kort sagt:
Mængden af skamløs produktplacering i Disneys nye ’Haunted Mansion’-remake er nogenlunde lige så elegant kamufleret som et par neon-Crocs i vildmarken. Ærgerligt, da filmen ellers er en forfriskende spøgelsesfortælling med en sprængsjov gruppe af sørgmodige, klodsede og finurlige misfits.