Den populære YA-bogserie ’Percy Jackson and the Olympians’ får nyt liv som serie på Disney+.
En teaser for den kommende er netop landet.
Serien, der er baseret på Rick Riordans fantasybøger af samme navn, vil omhandle den 12-årige Percy Jackson, som finder ud af, at hans far er havguden Poseidon fra græsk mytologi.
Percy får ikke lov til at nyde sin nyfundne guddommelighed længe, før han anklages for at have stjålet Zeus’ lynkile, som han og hans nye venner må finde igen.
Det er ikke første gang, at ’Percy Jackson and the Olympians’ bliver til levende billeder. Serien blev i 2010 og 2013 til en knap så populær filmserie med Logan Lerman i rollen som Percy Jackson.
Filmene fik i sin tid kritik fra fans af bøgerne, der var utilfredse med hvordan kildematerialet blev fortolket. Om serien vil falde i bedre jord hos fans, må tiden vise.
Rollen som Percy Jackson bliver i denne omgang besat af Walker Scobell, kendt fra ‘The Adam Project’. Hans venner, satyren Grover og Athenes datter Annabeth, spilles af henholdsvis Aryan Simhadri og Leah Sava Jeffries (‘Beast’).
På rollelisten findes også den Oscar-nominerede komponist og skuespiller Lin-Manuel Miranda som budbringerguden Hermes samt komiske navne som Jay Duplass (’Togetherness’), Jason Matzoukas (’Big Mouth’). Derudover er nu afdøde Lance Reddick (’John Wick’) også at finde på rollelisten.
Serien får premiere på Disney+ 20. december.