’The First Slam Dunk’: Alt spiller i spektakulært ekstraordinær basketballfilm
Japan er muligvis ikke det første land, der dukker op, når man tænker på basketball.
Ikke desto mindre har Takehiko Inoues sportsmanga ’Slam Dunk’, der udkom for første gang i 1990, solgt mere end 170 millioner eksemplarer. Det gør den til en af de mest solgte manga-tegneserier i verden.
Sidste år udkom så animationsfilmen ’The First Slam Dunk’, der er baseret på tegneserien og instrueret af skaberen selv og er blevet et stort hit i hjemlandet.
Og med god grund. For Inoue giver ikke bare sublimt liv til sine karakterer i en film, hvis lige sjældent er set. Han har skabt en af de mest spektakulære film om basketball og en af de bedste animationsfilm, jeg nogensinde har set.
’The First Slam Dunk’ er langt fra den første film, der fortæller historien om et highschool-basketballhold, der kæmper med indre dæmoner, som skal overvindes inden en vigtig kamp. Intet nyt der.
Det, der gør denne film til noget særligt, ja nærmest magisk, er måden, den bruger humor og spænding til at fortælle et forbløffende emotionelt komplekst sportsdrama.
Mens de fleste film om basketball fokuserer spændingen på de sidste afgørende sekunder af en kamp, fordeler Inoue den ud på alle fire quaters af den kamp, som er filmens omdrejningspunkt.
Vi følger den 17-årige Ryota Miyagi, der kæmper for at opnå sin afdødes storebrors drøm om at blive basketball-stjerne. Efter brorens død flytter Ryota, hans søster og mor til Kanagawa-præfekturet. Her har Ryota og hans collegehold kæmpet sig til en finale mod deres rivaler.
Mens kampen udvikler sig, dribles der frem og tilbage mellem flashbacks, der primært følger filmens unge hovedkarakter og hans kamp for at finde sig selv i sorgen og samtidig vinde respekten fra menneskerne omkring ham, der ikke har de store tanker om hans talent med en bold.
Coming of age-fortællingen forløses til perfektion både på og uden for banen.
På banen sker det gennem alle banens spillere via voiceover i mængder, der i mange andre tilfælde ville have været en belastning. Men her skaber det en dynamik, der gør, at det ikke kun er det individuelle persondrama, men også det kollektive, der er på spil.
Udenfor banen er det Ryoutas udvikling og de mange naturskønne billeder, der gør ’The First Slam Dunk’ til meget mere end en sportsfilm. Gennem Ryoutas indre og ydre kampe, der både er inspirerende og rørende, men aldrig oversentimentale, hylder Inoue Japans overdådige natur og landets oprindelige Shinto-religion.
Den personlige kamp og kampen på banen fusioneres sublimt via en animationsstil, der har alle de karakteristiske manga-træk, blandet med ekstremt detaljerige bevægelser i både løb, skud, afleveringer, layups og slamdunks. Det vidner om, at Inoue ikke bare har en kæmpe kærlighed for basketball, men også en enorm forståelse for, hvad filmmediet kan.
Det er svært at forestille sig, at filmens flow og dynamik ville fungere som liveaction. Men den unikke stil gør ’The First Slam Dunk’ til en ekstraordinær oplevelse, der er spændende og rørende fra første fløjt og frem til de afgørende sekunder.
Kort sagt:
Alt spiller både på og uden for banen i ’The First Slam Dunk’, der er en ekstraordinær biografoplevelse. Hverken animations- eller sportsdrama bliver meget bedre.