Efterårets 15 mest ventede film – fra Leonardo DiCaprio til Mads Mikkelsen og Emma Stone

Timothée Chalamet og Michael Fassbender er dobbeltaktuelle de kommende måneder, mens nogle af klodens største instruktørnavne vender tilbage, og Netflix spiller med musklerne. Og vores tænder løber i vand.
Efterårets 15 mest ventede film – fra Leonardo DiCaprio til Mads Mikkelsen og Emma Stone
Zendaya og Timothée Chalamet i 'Dune: Del 2'. (Foto: Warner)

Efteråret er den helt store sæson for imødesete filmpremierer.

Festivalerne i Venedig, Toronto, Telluride og New York vil over september og oktober blænde op for verdenspremierer på spritnye udspil fra nogle af filmverdenens mest spændende navne, ligesom perler fra ukendte instruktører vil træde frem som de hotteste friske samtaleemner.

Mange af disse nyopdagelser vil dog først komme til Danmark i løbet af 2024, så i dette kig frem mod de kommende måneders herligheder holder vi os til de film, der med sikkerhed eller næsten med sikkerhed når danske breddegrader, inden året går på hæld.

Men vi starter med en film, der rent faktisk åbner i Venedig her i slutningen af august.

Bradley Cooper som Leonard Bernstein i ‘Maestro’ (Foto: Netflix)

1. ’Maestro’

Når Bradley Cooper ikke lige hænger ud i Big Bio i Nordhavn, lægger han sidste hånd på sin ventede opfølger til instruktørdebuten ’A Star Is Born’.

Det var egentlig Steven Spielberg, der skulle have instrueret filmen om den legendariske komponist Leonard Bernstein, men efter at have set Bradley Coopers imponerende debut ’A Star Is Born’ overlod han tøjlerne til sin yngre kollega.

En godt forklædt Cooper spiller selv hovedrollen i filmen, der ikke mindst fokuserer på Bernsteins kærlighedsforhold til ægtefællen Felicia, spillet af Carey Mulligan. 

Filmen får verdenspremiere på Venedig-festivalen om under en måned, og det vides endnu ikke, hvornår Netflix kører den ud. Men da det er Netflix’ helt store priskandidat i år, bliver det efter alt at dømme her i løbet af efteråret.

Premiere på Netflix – dato ukendt

Mads Mikkelsen i ‘Bastarden’. (Foto: Henrik Ohsten/ Zentropa)

2. ’Bastarden’

Apropos Venedig: Nikolaj Arcels nye drama med Mads Mikkelsen og Amanda Collin er som den første danske film i 33 år udtaget til konkurrencen om den prestigefulde Guldløve på den italienske festival.

Forventningerne er derfor i top til ’Kongekabale’-instruktørens første danske film siden ’En kongelig affære’ fra 2012, også med Mads Mikkelsen.

Også denne gang skruer duoen tiden tilbage i danmarkshistorien med fortællingen om kampen om den jyske hede i 1750’ernes Danmark, som det er Kong Frederik 5’s højeste ønske at få tæmmet og koloniseret. Naturen er vild og plaget af lovløse og ulve, hvilket har gjort opgaven om at forene det sidste af kongeriget nærmest umulig. Det standser dog ikke kaptajnen Ludvig Kahlen (Mikkelsen) i at tage sagen i egen hånd, efterhånden i selskab med den handlekraftige husholderske Ann Barbara, spillet af Amanda Collin.

Manuskriptet er skrevet af Anders Thomas Jensen og bygger på Ida Jessens roman ‘Kaptajnen og Ann Barbara’.

Biografpremiere 5. oktober

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Killers of the Flower Moon’

Martin Scorseses næsten fire timer lange epos fik stor ros i forbindelse med verdenspremieren på Cannes-festivalen i maj, og i oktober bliver det endelig alle vores andres tur til at få syn for sagn.

Med filmen forenes Scorsese og Leonardo DiCaprio for sjette gang på film med en historie (baseret på David Granns roman) om en række mord på indfødte amerikanere i 30’erne, som en FBI-agent efterforsker. DiCaprio har en atypisk rolle som skurk, mens Lily Gladstone (’Certain Women’) skulle få sit helt store brede gennembrud med filmen.

Biografpremiere 19. oktober

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ‘Poor Things’

Yorgos Lanthimos er tilbage! Den græske særling bag ’Dogtooth’, ’Killing of a Sacred Deer’, ’The Lobster’ og ’The Favourite’ har kultiveret sit helt eget udtryk af kulsort humor, deadpan og skæv eksistentialisme, og nu er han tilbage med en nyfortolkning af Frankenstein-myten.

Filmen, der får verdenspremiere på Venedig-festivalen i starten af september, foregår i det viktorianske England. Emma Stone spiller kvinden Belle Baxter, der bliver bragt tilbage til livet af en excentrisk videnskabsmand, spillet af Willem Dafoe.

Biografpremiere 26. oktober

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ‘Dune: Del 2’

Lad os med det samme disclaime, at rygterne svirrer om, hvorvidt anden del af Dennis Villeneuves visionære take på Frank Herberts sci-fi-mastodont bliver udskudt.

Som bekendt strejker skuespillerne nemlig i Hollywood, og det betyder, at ’Dune’s stjerner som Zendaya og Timothée Chalamet ikke må promovere filmen overhovedet. Til gengæld ligner det, at ’Dune’ har et sweetspot i efterårets blockbuster-biografprogram, som man måske ikke vil give køb på, så lad os håbe, at filmstudiet bag, Warner, ender med at holde fast.

’Dune: Del 2’ har igen kapaciteter som Javier Bardem, Josh Brolin og Rebecca Ferguson på rollelisten, nu komplementeret af blandt andre Austin Butler, Florence Pugh, Leá Seydoux og Christopher Walken.

Biografpremiere 1. november

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ‘Reality’

Sydney Sweeney har manifesteret sig som en af sin generations mest lysende nye stjerner med rollerne i ’Euphoria’ og ’The White Lotus’.

I ’Reality’ har hun sin første virkelig markante filmhovedrolle som den virkelige whistleblower Reality Winner, der i 2017 lækkede statshemmeligheder fra sit arbejde ved NSA. Filmen følger den 25-årige efterretningsansatte, fra da FBI banker på hendes dør og begynder et krydsforhør.

Sweeney har fået stor ros for sin præstation i filmen, der er instrueret af debutanten Tina Satter, baseret på hendes eget teaterstykke ‘Is This a Room’.

Biografpremiere 2. november

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ‘Blackberry’

Film om teknologiske landvindinger og succesrige opfindelser vælter ind over os i disse år, gerne vædet i nostalgi, fra ’Air’ til ’The Beanie Bubble’.

Måske er mæthedspunktet ved at være nået, men ’Blackberry’ påkalder sig alligevel interesse. Dels fordi det rent faktisk er et fascinerende udgangspunkt: smartphonen, der var the hotteste shit i et par år, før den blev komplet smadret af iPhonens indtog. Dels fordi filmen er en rendyrket komedie, der kommer med lovende ord fra USA.

Biografpremiere 9. november

Michael Fassbender på optagelserne til ‘The Killer’. (Foto: Netflix)

8. ‘The Killer’

David Fincher forsvandt i sin egen familiehistories navle med den søvndyssende ’Mank’, men nu er han tilbage på et territorium, hvor han er den absolut bedste: Thrillergenren.

‘The Killer’ beskrives som en hårdkogt og stiliseret noir-fortælling, der følger en koldblodig lejemorder, som lander i en eksistentiel krise, da han begynder at stille spørgsmål ved sit hverv. Michael Fassbender har hovedrollen.

Filmen får verdenspremiere på Venedig-festivalen i september og kommer ud på Netflix et par måneder senere.

Netflix 10. november

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ‘The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes’

Kan man puste nyt liv i ‘Hunger Games’-franchisen uden Jennifer Lawrence, Donald Sutherland, Stanley Tucci og de andre attraktioner fra de oprindelige film?

Det må tiden vise i november. ’The Ballad of Songbirds & Snakes’ følger diktatoren Coriolanus Snows unge år, hvor han skal træne Lucy Gray Baird fra det fattige District 12-kvarter op til 10-års-jubilæeet for The Hunger Games.

Filmen er ligesom de forrige baseret på en bog af Suzanne Collins og instrueret af Francis Lawrence.

Biografpremiere 16. november

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ‘Napoleon’

Joaquin Phoenix som despoten Napoleon Bonaparte i en film instrueret af Ridley Scott? Ja, nysgerrigheden er da vakt.

Den 85-årige instruktør er still going strong, senest med ’House of Gucci’ og ’The Last Duel’ lanceret samme år. Hans nye film skal følge Napoleons opstigning, ikke mindst set gennem forholdet til hustruen, Josephine, spillet af Vanessa Kirby.

Biografpremiere 23. november

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

11. ’Next Goal Wins’

’Next Goal Wins’ har været udskudt et hav af gange, blandt andet fordi den oprindeligt havde skandaleramte Armie Hammer i hovedrollen.

Han er siden erstattet af Michael Fassbender, og nu ser det altså ud til, at den geniale newzealænder Taika Waititis feelgood-komedie endelig ser dagens lys.

Filmen handler om Amerikansk Samoas fodboldhold, der gjorde sig bemærket ved at tabe intet mindre end 31-0 til Australien – det største nederlag i en fodboldlandskamp nogensinde.

Biografpremiere 7. december

J.A. Bayona på optagelserne til ‘Society of the Snow’. (Foto: Netflix)

12. ’Society of the Snow’

Allerede i 1988 fik vi med ‘Alive!’ en succesfuld filmversion af begivenhederne, hvor et passagerfly med et helt rugby-hold styrtede ned over Andesbjergene og efterlod de overlevende til en benhård kamp for at bevare livet.

Nu kommer der en ny, spanskproget udgave, der særligt er interessant, fordi J.A. Bayona står bag. Han slog igennem med ’Børnehjemmet’ og har de seneste år instrueret store Hollywood-produktioner som ’Jurassic World: Fallen Kingdom’ og ’Ringenes herre: Magtringene’, mens hans fremmeste bedrift i denne sammenhæng er den særdeles gribende overlevelsesfilm ’The Impossible’ om tsunamien i Thailand i 2004.

Filmen får verdenspremiere på Venedig-festivalen omkring månedsskiftet.

Premiere på Netflix i 2023, dato ukendt

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

13. ’Wonka’

Timothée Chalamet går et stort efterår i møde med både ’Dune’ og den nye filmatisering af Roald Dahls eventyr om Charlie og chokoladefabrikken.

Chalamet spiller titelrollen som benævnte chokoladefabriks indehaver Willy Wonka i historien om, hvordan han som ung mødte de karakteristiske chokoladefabrikshjælpere Oompa-Loompaerne.

’Wonka’ instrueres af Paul King, hvis arbejde på de fabelagtige ’Paddington’-film giver håb om et originalt take på børneklassikeren.

Biografpremiere 14. december

Fanny Bornedal og Nikolaj Coster-Waldau i ‘Nattevagten – Dæmoner går i arv’. (Foto: Christian Geisnæs/ Nordisk Film)

14. ’Nattevagten – dæmoner går i arv’

Det er ikke kun Hollywood, der genopliver tidligere succeser. Efter ’Riget’ genoplives en anden dansk 90’er-klassiker i form af Ole Bornedals skelsættende gyser ’Nattevagten’, der gav Nikolaj Coster-Waldau og Kim Bodnia deres store gennembrud.

Både Coster-Waldau, Bodnia og Ulf Pilgaard vender tilbage til deres oprindelige roller, om end den nye film primært følger datteren til Coster-Waldaus Martin, Emma (Fanny Bornedal). Hendes mor begik selvmord i kølvandet på de uhyggelige begivenheder, og hendes far har blot været en skygge af sig selv siden. Selv bærer Emma også traumet med videre, og helt overlagt tager hun sin fars gamle job som nattevagt på Retsmedicinsk Institut.

Ole Bornedal var sidst aktuel med Anden Verdenskrigsfilmen ’Skyggen i mit øje’.

Biografpremiere 14. december

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

15. ’Fair Play’

’Fair Play’ var den måske mest hypede film, der kom ud af Sundance-festivalen i januar, hvor Netflix var hurtige til at punge 20 millioner dollars ud for at sikre rettighederne.

Filmen er en erotisk thriller sat i en brutal investeringsvirksomhed, hvor det forelskede par Luke (Alden Ehrenreich fra ’Solo: A Star Wars Story’) og Emily (Phoebe Dynevor fra ’Bridgerton’) holder deres forhold skjult. Et forhold, der sættes på en stor prøve, da en forfremmelse truer deres sammenhold.

‘Fair Play’ er spillefilmdebut fra instruktør Chloe Domont, der tidligere har instrueret afsnit af tv-serier som ‘Suits’ og ‘Ballers’. 

Premiere på Netflix 13. oktober.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af