’Air’: Ben Affleck og Matt Damon giver Hollywood en lussing med flyvende sportsfilm
Det mest overraskende ved Ben Affleck og Matt Damons klassiske sportsfilm ’Air’ er, hvordan historien, om dengang Michael Jordan kom i stald hos Nike i midten af 80’erne, dybest set handler om Affleck og Damon selv.
Underdog-fortællingen om den unge, oversete basketball-rookies vej til storhed fungerer som en oplagt spejling af de guldrandede Boston-drenges eget opsigtsvækkende indtog i Hollywood med ’Good Will Hunting’, der indbragte dem en manuskript-Oscar i 90’erne, og deres efterfølgende kamp med at holde deres momentum oppe.
Filmen tjener i endnu højere grad som en metafor over makkerparrets seneste Hollywood-projekt: Deres nyindstiftede produktionsselskab Artists Equity, der har gjort det til sit erklærede mål at give kunstnerne magten tilbage i tidens kapitalistiske underholdningsindustri.
’Air’ handler i sin grundessens om, hvordan man må kæmpe med næb og klør for at fostre kreativitet i en rigid virksomhedskultur, hvor al værdi skal kunne måles på bundlinjen, og kunstnerisk talent er en vare på en hylde.
Hvor individualitet opløses til fordel for topstyret konformitet, og hvor selvstændige tanker holdes nede af klistrerede selvhjælpsflosker fra virksomhedshåndbogen.
Filmen blotlægger en verden af mødelokaler, hvide mellemledere og tom markedsføringsretorik. Her passer basketball-talentspejderen Sonny Vaccaro (Damon) umådeligt dårligt ind, og selv virksomhedens grundlægger og direktør Phil Knight (Affleck) begynder at føle sig på udebane.
Året er 1984, og Nikes markedsandel ligger underdrejet af giganterne Converse og Adidas, der appellerer til et globalt publikum, mens Nike primært er et mærke for småfede, hvide joggere.
Firmaets slogan »Just do it« er taget fra en mand, der venter på at blive henrettet, får vi at vide i en af mange morsomme zingers.
Vaccaros opgave er at ændre brandet ved at tiltrække unge basketballstjerner, der kan gøre mærket attraktivt på sportsmarkedet. Men den egenrådige talentspejder er presset af alt for lave budgetter. Indtil han får den geniale ide at satse alt på at lokke den unge freshman Michael Jordan, som Vacarro spår en stor fremtid i NBA, til Nike og bygge en sko – Air Jordan – op omkring hans navn.
Det er den mission og Nikes kurmageri til Jordan, som filmen effektivt og underholdende kortlægger med den ene 80’er-banger efter den anden på soundtracket.
Tempoet er højt, og de verbale lussinger og jokes sidder løst. Der er ingen tvivl om, at Affleck har lært en del af sin fotograf Robert Richardsons tidligere samarbejde med Martin Scorsese.
Også i ’Air’ er de svimlende, dynamiske kamerature med til at give historien det ekstra schwung, som let kunne være blevet kvalt i den kønsløse arena, som er Nikes daværende trøstesløse hovedkvarter i Portland.
’Air’ bliver en hyldest til de kreative disruptors, der tør stole på deres instinkt, improviserer for at finde smutveje ud af kapitalismens jerngreb og snyder huset for den helt store udbetaling i forbifarten.
Det er en mindre genistreg, da Vaccaro, marketingchefen Rob Strasser (Jason Bateman) og skodesigneren Pete Moore (Matthew Maher) vælger at se stort på NBA’s regler om, at alle sko skal være 51 procent hvide – for i stedet at skille sig ud fra mængden og hylde Jordans unikke talent.
Det er underforstået en kritik af underholdningsindustrien i dag, hvor et velkendt brand er alfaomega. Hvor værker reduceres til produkter, publikum til forbrugere, og hvor klassiske midbudget-film som netop ’Air’ har umanerligt trange kår. Her er flokmentaliteten den styrende logik.
Men den handler også om, hvordan kunstneren skal tage magten tilbage fra kapitalismen. Paradoksalt nok ved aldrig nogensinde at skildre kunstnerne, men kun de krejlere, der står bag dem.
Som når Michael Jordan via hans dukkefører-mor (spillet af Viola Davis) får forhandlet sig til en procentdel af overskuddet fra Air Jordan-salget – en aftale, der i dag anslås at indbringe ham i omegnen af en kvart milliard dollars årligt. Det er lidt det samme, Artists Equity plæderer for.
Filmen hudfletter den særegent amerikanske trang til at dyrke individbaserede succeshistorier og den efterfølgende obligatoriske nedtursfortælling, som særligt Affleck kender alt for godt. Den umættelige trang til at skabe udødelige ikonbilleder, som alle andre end ikonet kan kapitalisere på – medmindre man vrister sig fri fra spændetrøjen.
Og selv dér er håbet om kreativ frihed i en kapitalistisk verden en naiv utopi. En pointe, der understøttes af, at den unge Michael Jordans ansigt aldrig ses i filmen. Han er en brik i et større spil, men han får hjælp til at ændre spillereglerne, så han i det mindste kan tjene penge på sin ikon-status.
På den måde er ’Air’ både en højaktuel surrogatfortælling om Hollywood i dag, men også på mange måder et forfriskende levn fra fortiden. Den vidner om en filmtype, vi alt for sjældent får at se i de store multiplex-biografer i dag.
Filmen byder som sådan hverken på banebrydende filmkunst eller et revolutionerende budskab. Men den er et solidt vidnesbyrd om underholdende Hollywood-film af en svunden tid, jeg gerne så mange flere af.
Kort sagt:
Ben Affleck og Matt Damons medrivende sportsdrama ’Air’ flyver afsted i et højt og konstant underholdende tempo – og hudfletter undervejs Hollywood af i dag.