’Retribution’: Liam Neeson kører på autopilot – igen
Det er efterhånden 30 år siden, Liam Neeson fik os alle til at tudbrøle med sin Oscar-nominerede kraftpræstation i Steven Spielbergs magnum opus ’Schindlers liste’.
Rollen som Oskar Schindler var karrierens ubestridte højdepunkt, og den har siden budt på optrædener i fine film som ’Batman Begins’, ’Widows’ og ’Ordinary Love’.
I kølvandet på de succesfulde ’Taken’-film har der dog også været en kavalkade af by the numbers-actionthrillere af svingende kvalitet, der taler sit tydelige sprog om, at Neesons nuværende ambitioner tilsyneladende peger på pengepungen frem for det kunstnerisk betonede.
Nyeste skud på stammen er ’Retribution’, hvor Neesons efterhånden faste makker Jaume Collet-Serra har en finger med i spillet som producer, og kvalitativt er vi i den nedslående ende af Neeson-skalaen, hvor man også finder film som ’The Ice Road’ og sidste års ’Blacklight’.
Neeson spiller denne gang en mand, der for en gang skyld er foruden de notoriske »particular set of skills«, som hans actionkarakterer ellers har for vane at besidde. I stedet spiller han Matt Turner, en velhavende forretningsmand, der bor sammen med sin familie i Berlin.
Matts karriere løber med det meste af hans opmærksomhed, hvilket har distanceret ham fra hans kone og svækket båndet til hans børn. Da han en dag formaster sig til at køre dem i skole, modtager han en bombetrussel fra et anonymt opkald.
Bomben viser sig at være installeret i Matts bil, og skulle han forsøge at stoppe bilen og flygte, detoneres bomben resolut. Matt er derfor nødsaget til at følge sin anonyme gidseltagers vanvittige instrukser i håbet om at redde sine børn og sit eget liv.
Bag kameraet på ’Retribution’ sidder Nimród Antal (’Predators’), og han formår faktisk at iscenesætte et par hæderlige biljagtsekvenser, som når Matt tramper speederen i bund og flygter fra politiet gennem en lang tunnel. Vi er et stykke fra et reelt adrenalinrush, men man lever sig ind i den pågældende scene, mens Antals faglige stolthed skinner igennem.
Det er dog ikke just et godt tegn, at en to-tre minutter sekvens skal fremhæves som noget af det bedste i en actionthriller med Liam Neeson. Historien er en søvndyssende affære, som man har set utallige gange før.
Karaktererne når aldrig over stadiet som tynde skitser, hvor især Matts børn er reduceret til de mest udtrådte klichéer. Også filmens skurk, hvis identitet afsløres i sidste akt, er en forudsigelig skuffelse.
Neeson selv er på autopilot, hvilket man efterhånden har vænnet sig til, når han pryder plakaten til en actionthriller. Han er sjældent katastrofal i disse roller, blot rutineplaget og ofte en smule træg, hvilket også er tilfældet i ’Retribution’. Og så spiller Embeth Davidtz, der medvirkede side om side med Neeson i ’Schindlers liste’, Matts kone, hvis største individuelle personlighedstræk er … at være Matts kone.
Manuskriptet hjælper dog heller ikke Neeson og co. på nogen måde, og replikkerne er skiftevis mekaniske og ufrivilligt komiske.
Men Neeson går næppe sulten i seng.
Kort sagt:
Liam Neeson er en fremragende skuespiller, men desværre ser vi det alt for sjældent. Heller ikke i ’Retribution’.