’Sex Education’ behandler med lige dele humor og hjerte en gruppe teenagere (og deres forældres) seksuelle lyster og problemer, i hvad Soundvenue tidligere har kaldt for »en af de vigtigste ungdomsserier i nyere tid«.
Nu er det så blevet tid til at tage afsked med de liderlige teenagere i seriens fjerde og sidste sæson. Og hvad, der venter os, får vi et glimt af i den første fulde trailer:
Otis og resten af slænget er blevet forflyttet til Cavendish Sixth Form College, efter Moordale Secondary lukkede i tredje sæson. Den nye skole bliver noget af et kulturchok for gruppen, der ellers har følt sig fremme i skoene.
Skolen er nemlig langt mere progressiv og high-tech, end hvad de er vant til, med yogatimer, rutsjebane i kantinen og et queer-venligt studiemiljø. Og til Otis store skræk har den nye skole allerede en sexterapeut!
Maeve skal også vænne sig til et nyt liv på universitetet i USA, hvor hun prøver at få en langdistance-flirt med Otis til at fungere.
Udover et gensyn med Eric, Aimee og Jean vil den nye sæson indeholde nye farverige karakterer, som Dan Levy fra ’Schitt’s Creek’ i rollen som Maeves underviser. Man vil derudover kunne se det danske talent Marie Reuther fra ’Dansegarderoben’ og HBO-serien ’Kamikaze’ som karakteren Ellen.
’Sex Education’ sæson 4 får premiere på Netflix 21. september.