I juleaction-thrilleren ‘Silent Night’ indtager Joel Kinnaman rollen som en far, der søger hævn over sin søns død. Et dødsfald, der tragisk indtræffer under en skudveksling mellem bandemedlemmer tæt på jul.
Det lyder måske generisk, men to aspekter gør filmen til særdeles interessant:
Det ene er, at Kinnamans karakter bliver skudt i halsen i filmens begyndelse, hvilket sætter en dæmper for hans verbale kommunikation, som man får en fornemmelse af i den første trailer til filmen, der netop er kommet ud.
»Nothing speaks louder than revenge«, lyder filmens tagline.
Det andet interessante aspekt er, at det er den legendariske actioninstruktør John Woo, der står bag. Det er den første film siden 2017 fra Hong Kong-instruktøren bag film som ‘Hard Target’, ‘The Killer’ og ‘Face/Off’.
Nu har han altså skåret en replikfattig actionfilm fyldt med eksplosioner, skyderier og spandevis af John Woo-action.
Udover Joel Kinnaman er også Catalina Sandino Moreno og Kid Cudi på rollelisten.
Sdstnævnte med det borgerlige navn Scott Mescudi havde et brændende ønske om at medvirke i en »John Woo-actionfilm«, og da instruktøren spurgte ind til, hvad det indebar, svarede musikeren: »At skyde med to pistoler på samme tid«.
Han fik sin drøm i opfyldelse.
‘Silent Night’ har endnu ikke fået en dansk premieredato, men på den anden side af Atlanten kan den ses fra 1. december.