EN CHANCE TIL. ’Killing Them Softly’ kunne lige så vel hedde Killing Them Slowly, for det går virkelig langsomt i Andrew Dominiks idiosynkratiske gangsterfilm.
Efter succesen med den dobbelte Oscar-nominerede ’The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’ smed Dominik alle sine jetoner på rød i 2012 og gik dobbelt op på genrebrydende tålmodighed, hvilket – desværre – også betød, at ’Killing Them Softly’ forblev en anonym amalgamation for det brede publikum.
Med 15 millioner dollars fra det amerikanske publikum tjente den med nød og næppe sit budget hjem, mens den af publikum blev vurderet med en morbid lav vurdering på siden Cinemascore med et stort og sjældent ’F’ for failure.
Det var sammenlagt medvirkende til at sende Dominik i det gyselige instruktør-fængsel for urentable moviemakers. En bodsgang, han først opløste fire år efter med den underkendte Nick Cave biografi ’One More Time With A Feeling’, der først langt senere – i 2022 – gav ham adgang til Hollywood med det kontroversielle Marilyn Monroe-biopick ’Blonde’, som sidenhen også blev sablet ned.
Dominiks second chance blev forspildt. Men årsagen til hans oprindelige udstødelse fortjener en chance til, for den er en tiltrængt nervemedicin til de frenetiske Guy Ritchie-gangsterdramaer og enerverende succesfulde shoot-em-up-film som ’John Wick’ og ’The Equalizer’.
Handlingen er simpel. Tre tumpedumme røvere stjæler en sum penge fra en spillebule ejet af mafiaen, hvilket igangsætter en kæde af begivenheder. Mafiaen vil have sine penge tilbage, og røverne og deres medsammensvorne skal eskorteres til færgelejet over floden Styx – altså dø. Plain and simple.
Horer som en kanin, drikker som et svin
Men så er der lige det med terms and services og rules of engagement. Brad Pitts topprofessionelle Jackie bliver hyret ind som lejemorder og bruger det meste af filmen på at diskutere pris med de usynlige pengemænds ulasteligt klædte konsulent: En stor(under)spillende Richard Jenkins.
Han kan nakke et par stykker af dem, men ikke ’Egernet’. Jackie kender Egernet, og det er ikke sjovt at skyde dem, man kender.
»You got touchy-feely about it. I like to kill them softly. From a distance. Not close, no feelings. Don’t wanna think about them«.
Så de må hyre ’Mickey’, og normalt koster Mickey mange penge, men:
»In this economy Mickey would do it for fifteen. Fly in, fly out. Quick fifteen«.
Hvorefter konsulenten tager en dyb indånding.
»… he’ll fly coach«.
Men Mickey er ikke den mand, han engang var. Til gengæld bliver han spillet af James Gandolfini i en af legendens bedste (og det siger ikke så lidt) og desværre også sidste roller.
Mickey horer som en kanin og drikker som et svin, mens han forsøger at gemme eksistensens smerte bag syntetisk bravade og rosétintede solbriller. Det er bad business.
Glimrende tidsbillede
For i ’Killing Them Softly’ er alting en forretning. I modsætning til gangster-eposser såsom ’Scarface’, ’Carlito’s Way’ og ’Goodfellas’ figurerer det fulde crescendo af den amerikanske drøm ikke længere som en lokkende glødepære for entrepanante psykopater.
Dominiks take er et andet: Her er ingen bunker af kokain på bordene i skinnende palæer. Ingen trofækoner ejet af cigarrygende gangsterbosser iklædt farverige jakkesæt med sejldugsbrede skjortekraver. Tværtimod. Alt er gråt og stille. Professionelt og depressivt i sin ligefremme nøgternhed.
’Killing Them Softly’ er ikke et drama, men et antidrama. Der er ingen helte og – på sin vis – ingen skurke. Der er bare forretning. Og forretning er et spil med regler. Enten står du på den rigtige side, eller også står du på den forkerte. Her er mennesker lige så meget værd, som de er brugbare. Bad business skaffes af vejen som størknede tyggegummiklatter under et skolebord.
Filmen fungerer således som et glimrende tidsbillede på den desillusion, der lurede sagte i den amerikanske folkesjæl efter fire år med Obama – manden, der skulle ændre det hele – og nul mirakler.
En spirende apati, der atter fire år efter filmens udgivelse skulle vise sig at kulminere i valget af den kyniske forretningsmand Donald Trump som en stadfæstelse af overgangen fra håb og idealer til angst og økonomi.
»America is not a country«, som Jackie siger til konsulenten. »It’s just a business. Now fucking pay me!«
‘Killing Them Softly’ kan ses på Filmstriben, Prime Video, Viaplay og Blockbuster.