Ægteparret Jada Pinkett Smith og Will Smith har være separeret siden 2016. Det fortæller Pinkett Smith til People i forbindelse med promovering af sin nye selvbiografi ‘Worthy’.
Hele verdens opmærksomhed rettede sig mod de to kendisser i 2022, da Will Smith som bekendt gav Chris Rock en lussing under Oscar-showet, efter komikeren havde lavet en joke om Jada Pinkett Smiths frisue. »Få min kones navn ud af din fucking mund«, råbte Will Smith inden voldsudbruddet.
»Vi er stadig ved at finde ud af det«, siger Pinkett Smith til People om ægteskabet. »Vi har lavet noget meget tungt arbejde sammen. Vi har bare dyb kærlighed for hinanden, og vi vil finde ud af, hvordan det ser ud for os«.
Om Will Smiths Oscar-lussing siger hun: »Jeg tænkte, ‘Det her er en sketch’«.
»Det var først, da Will begyndte at gå tilbage til sin stol, at det gik op for mig, det ikke var en sketch«, fortæller Pinkett Smith til People.
Jada Pinkett Smith og Will Smith har været gift siden 1997 og har sammen børnene Jaden Smith og Willow Smith.