Efter sit store gennembrud som Nate Jacobs i hitserien ‘Euphoria’ er Jacob Elordi nu et af de mest hypede nye navne i Hollywood. Måske derfor kan den 26-årige skuespiller, som i næste uge er biografaktuel i ‘Priscilla’, tillade sig at være kræsen, når det kommer til roller.
I et nyt interview med CQ fortæller Elordi for eksempel, at han har sagt nej til at gå til casting på rollen som selveste Superman.
»Det var med det samme et ‘nej tak’. Det er for meget. Det er for mørkt til mig«, fortæller Elordi om den dengang potentielle hovedrolle i James Gunns kommende DC-satsning ‘Superman: Legacy’. Rollen gik i stedet til
David Corenswet.
Da CQ spørger, om han overhoevedet kan se sig selv i en superheltefilm, lyder svaret: »Nej, ikke rigtigt«.
»Jeg er altid blevet bedt om at give et blødt svar, ellers bliver min agent sur på mig. ‘Alt kan ske!’», siger Elordi i interviewet. »Og alt kan selvfølgelig ske, men på det her tidspunkt i mit liv ser jeg ikke mig selv have nogen interesse i det. Jeg kan lide at lave, hvad jeg selv ville se, og jeg bliver meget rastløs, når jeg ser de film«.
Før og sideløbende med ‘Euphoria’ har Elordi også medvirket i den meget populære, romantiske Netflix-filmtrilogi ‘The Kissing Booth’, som han ikke er specielt glad for.
»Jeg havde ikke lyst til at lave de film, før jeg lavede de film«, siger han til CQ. »De er ikke universelle. De er en flugt«.
Elordi fortæller desuden, at han er blevet kaldt prætentiøs, fordi han fortryder sine tidlige roller – en beskyldning, han bestemt ikke er enig i.
»Hvordan er det prætentiøst at gå op i sit output?», siger Elordi. »Men at være ligeglad og bevidst fodre folk lort, vel vidende at du tjener penge på folks tid, som vitterligt er den mest værdifulde ting, de har. Hvordan er det den cool ting?«.