‘The Burial’: Retssalsdrama med storspillende Jamie Foxx går i en forfriskende retning
I slutningen af 90’erne var en af de mest skråsikre kilder til kvalitetsfilm og -serier retssalsdramaet.
Fra advokater, der synger Barry White på toilettet i ’Ally McBeal’, til Julia Roberts som super singlemor og retsdetektiv i ’Erin Brockovich’. De bedste retsdramaer er en garanti for spænding, intriger og de moralske hårknuder, der følger med i juridiske kampe.
Drevet af stærke hovedkarakterer, der grubler og kæmper for at overvinde det uoverkommelige med uforglemmelige oneliners til følge – tænk Tom Cruise vs. Jack Nicholson i ‘A Few Good Men’: »You can’t handle the truth!«
Opskriften dækker nærmest 1:1 begivenhederne bag Jonathan Harrs New York Times-artikel ‘The Burial’, som instruktør Maggie Betts har omsat til en film af samme navn med Hollywood-sværvægterne Jamie Foxx og Tommy Lee Jones i hovedrollerne.
Filmen udspiller sig i 1990’ernes amerikanske syd i den lille by Biloxi, Mississippi, hvor den hvide bedemand Jeremiah O’Keefes (Tommy Lee Jones) livsværk står over for et skæbneopgør. En fjendtlig overtagelse truer hans familieejede bedemandsforretning. Slaget skal afgøres i retten.
Retssagen bliver prøvet med en jury næsten udelukkende bestående af sorte jurymedlemmer. Et dårligt match til O’Keefes hyggeracistiske advokat Mike Allred (Alan Ruck).
Heldigvis har O’Keefes søn en sort ven, Hal Dockins (Mamoudou Athie), der tilfældigvis er nyudklækket jurist og er klar på at hjælpe med at overvinde juryens bias imod Allred.
Dockins finder frem til juryens kryptonit i form af den karismatiske sorte advokat Willie Gary (Jamie Foxx). De danner et svært ægteskab, hvor ego og raceforskelle sætter grus i maskineriet. Hvilket de hurtigt skal overkomme, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at slå den nådesløse og formidable forsvarsadvokat Mame Downs (Jurnee Smollett), der går under det ildevarslende kælenavn Pytonen.
‘The Burial’ læner sig op ad feelgood-genren, der proklamerer et altruistisk budskab om samhørighed som i film som ‘Green Book’, ‘The Help’, ‘Driving Miss Daisy’ og ‘The Blind Side.’ Det er film, der har en tendens til at reducere de sorte karakterer til en slags terapeutisk fluffer, der kun er til for at igangsætte og hjælpe den hvide hovedkarakter med at udvikle sig.
Som Viggo Mortensens Tony i ’Green Book’, der skal udvikle sig fra at være racistisk homofob til en omfavnende redningsmand. Mens Mahershala Ali Donald til gengæld står ret uforandret fra start til slut, bortset fra at Tony lærer ham, hvordan man ’rigtigt’ spiser kylling …
Der går ‘The Burial’ i en anden retning. Forfriskende nok er det den sorte hovedkarakter Willie Gary, der rykker sig og kommer på lidt af en rejse i det, der viser sig at blive hans hidtil største sag.
Gary starter som en megaloman guldbelagt egoist, hvis motivation er millioner og målet om en dag at krydse klinger med idolet Johnny Cochranes.
Det vil han opnå ved udelukkende at tage klokkeklare erstatningssager fra sorte kunder. Han indvilliger i begyndelsen kun i at tage O’Keefes sag, fordi han ser et potentiale for en kæmpe erstatning, og håber, at retssagen kan være skuestykket, der løfter ham op på samme landsdækkende scene som Cochranes. Jamie Foxx indtager ham med en uovervindelig 80’er-Eddie Murphy-energi, man ikke kan lade være med at elske.
Men efterhånden krakelerer noget af glansen og egoet på Gary, hvilket afslører nogle dybere lag. Et særligt højdepunkt er samspillet med Foxx og Tommy Lee Jones, der kommer bedst til udtryk i pusterummene fra opgøret i retssalen. Som når Gary og O’Kefe snakker sammen i Garys privatfl, og synger med på ‘Feels Good’ af Tony Toni Tone.
Det er alt sammen med til at bidrage til Garys fulde liv udenfor billedet.
I rollen som den lavmælte Jeramiah O’Keefe spiller Tommy Lee Jones bedst uden ord. Han mestrer nemlig evnen at bruge sit ansigt ned til de mindste folder for at formidle bølgeskvulpet i O’Keefes indre følelsesliv midt i hans livs største krise, hvor ord bliver utilstrækkelige.
Lidt uforløst er til gengæld forsvarsadvokaten Mame Downs, hvis evner kun momentvis kommer til syne i hendes begrænsede skærmtid.
Men den tid hun får, udnytter Jurnee Smollett til gengæld til fulde.
Kort sagt:
‘The Burial’ en kærkommen afveksling fra streamingalderens krævende film og serier. Det er en tidskapsel fra 90’ernes klaptelefoner, store jakkesæt og endnu større personligheder. Et portræt af Amerika før uskyldstab med 9/11, fortalt med en tilbagelænet vhs-energi, som er skabt til en regnfuld efterårsdag solidt plantet i hjørnesofaen svøbt i tæpper og med en kop varm te.