(Spoiler-advarsel: Læs først med, når du har set ’Killers of the Flower Moon’.)
KOMMENTAR. Martin Scorsese er tæt på uforlignelig, når det kommer til at skabe tankevækkende slutninger, der hæver filmene til et nyt niveau og bliver siddende i kroppen, længe efter rulleteksterne er løbet over lærredet.
Tænk bare på »sell me this pen«-talen i slutningen af ’The Wolf of Wall Street’, hvor den virkelige Jordan Belfort introducerer Leonardo DiCaprios hovedkarakter og dermed slører grænsen mellem fiktion og virkelighed og synliggør det moralske morads, filmen flirter med i den overdrevne skildring af hans hedonistiske livsstil.
Eller hvad med den hallucinatoriske slutning på ’Taxi Driver’. De overrumplende minder om tabt kærlighed og længsel i ’The Age of Innocence’. Rotten på balkonen i ’The Departed’, der altid vil forbinde overklassen med underklassen, ligegyldigt hvor hårdt man kæmper for at stige i graderne.
For ikke at tale om de hjerteskærende slutninger på karrierens sene hovedværker ’Silence’ og ’The Irishman’.
Ikoniske eksempler er der nok af, men alligevel tør jeg godt vove den påstand, at Martin Scorsese har overgået sig selv med epilogen til ’Killers of the Flower Moon’.
Netop som filmens hovedkarakterer – og antagonister – skal til at få som fortjent, efter i filmens 209 minutter lange spilletid skruppelløst at have myrdet, manipuleret og kapitaliseret på Osage-folket, klipper filmen væk det endelige hammerstød i retssagen mod Ernest Burkhart (Leonardo DiCaprio) og hans onkel William Hale (Robert De Niro).
Filmen giver os ikke den simple tilfredsstillelse at se bagmændene blive ført væk i lænker – et billede på retfærdigheden, der sker fyldest, som unægteligt ville klinge falskt i lyset af, at filmen forinden har vist, hvor meget dybere udnyttelsen af de oprindelige folk egentlig stak.
I stedet føres vi ind på scenen under indspilningen af en true crime-radioudsendelse, lavet for at promovere succeshistorier fra J. Edgar Hoovers nystartede FBI, der sensationelt beretter om, hvordan ordensmagten heroisk reddede dagen. Et virkeligt fænomen fra 1930’erne.
Den forudgående lidelse reduceret til simpel underholdning. Retfærdigheden nedbarberet til sætninger om alt for korte fængselsdomme og urimeligt tidlige prøveløsladelser for gerningsmændene.
Og så nådestødet: Scorsese selv, der indtager talerpodiet og beretter om, hvordan filmens hjerte – Mollie Kyle (Lily Gladstone) – døde af sin diabetes, lang tid før hendes banemænd gik af dage.
Og hvordan uhyrlighederne begået mod hendes familie var fuldkommen glemt og bortvasket, da dødsannoncen blev bragt i avisen.
Instruktørens medansvar
Som den præst, Scorsese drømte om at være, da han var ung, forkynder han til publikum om Mollies skæbne med harme og indignation. Men metagrebet fastslår, at han samtidig er fuldt ud bevidst om, at det at omsætte en virkelig historie til fiktion altid vil have sine faldgruber.
En af dem kunne være umuligheden i at opsætte en film i denne størrelsesorden uden en stjerne af Leonardo DiCaprios status i hovedrollen, hvilket unægtelig vil fjerne noget af fokus fra filmens egentlige hovedpersoner, Osage-folket. Og den implicitte kendsgerning at Hollywoods maskineri dermed altid vil favorisere og fastholde den hvide synsvinkel.
Med epilogen synes Scorsese at anerkende, at historien om Osage-folket egentlig ikke er hans at fortælle, og at den eneste måde, han derfor kan fortælle historien, er som et vidnesbyrd om de mordere, der foregav at elske de oprindelige folk, mens de i næste nu planlagde deres systematiske udryddelse.
Med sit fokus på den tungnemme Ernest Burkhart – hvis ondskab er så banal, at han tilsyneladende ikke indser, hvilken skade han begår, fordi han bilder sig selv ind, at han blot parerer ordre og hjælper med at fremskynde naturens gang – tager Scorsese det eneste perspektiv på sig, han kan stå inde for: Det som medløber og tavs medskyldig.
Det er ikke noget tilfælde, at filmen starter med børn, der smugkigger på et rådsmøde blandt Osage-folket, mens deres synsfelt ind i sivhytten er delvist blokeret. Eller at filmens sidste indstilling viser Osage-folket gennemgå et af deres ritualer i en supertotal, så langt fra dem som overhovedet muligt.
Det er filmiske greb, der understreger, at Scorsese aldrig kan tage Osage-folkets synsvinkel på sig, men må observere på afstand.
Burde han så ikke have ladet nogle andre om at lave filmen, er et af de centrale spørgsmål i den kritik, der er blevet fremført mod filmen over de sidste uger, hvor nogle blandt andet anklager Scorsese for at frarøve de oprindelige folk deres agens og udsætte dem for unødvendigt grafisk lidelse.
Scorsese kommer dog spørgsmålet i forkøbet med den mesterlige epilog, der subtilt diskuterer netop dette.
Her anerkender instruktøren sit medansvar i historieskrivningen. Han ved godt, at en Hollywood-storfilm med et budget på 200 millioner dollars er dømt til at spille ind i det samme underholdningsmaskineri, han kritiserer, og dermed kapitalisere på Osage-folket endnu engang.
Hvad end han vil det eller ej.
Ser fortidens synder i øjnene
På den måde forholder filmen sig til sit eget eksistensgrundlag og vægter for- og imod-argumenterne for overhovedet at lave filmen til at starte med. Måske er den ikke den perfekte film for Osage-folket, men det er en historie, Scorsese brændende ønsker at gøre folk opmærksom på, også selvom han måske ikke er den rette til at fortælle den.
Hvad er bedst? At tie og lade den problematiske fortid hvile, eller at grave den frem og kulegrave de samfundsmekanismer, der i første omgang førte til den kollektive fortrængning af de mord på oprindelige folk, USA er bygget på.
I en ideel verden behøvede det selvfølgelig ikke være et enten-eller-spørgsmål, og Scorsese vil utvivlsomt være den første til at ønske en film om Osage af Osage. Han har trods alt været en utrættelig forkæmper for udbredelsen af film fra hele verden med sit eksemplariske World Cinema Projekt.
Men Scorsese er også en realist, der anerkender de begrænsninger, han selv og alle andre filmskabere er underlagt i et Hollywood, hvor alt kan reduceres til bundlinjen. Og han gør sit for at sno sig udenom.
Helt ærligt: Hvem andre end Martin Scorsese skulle have kunnet få 200 millioner dollars til at give historien det scope, den opmærksomhedog det store publikum, den fortjener?
Det rørende ved Scorseses cameo i filmen er, at den synes at legemliggøre noget af det, mesterinstruktøren også har fortalt i interviews: At han nu har nået en alder, hvor tiden er ved at løbe fra ham, men at han først lige har fundet ud af, hvilket potentiale filmkunsten rummer. At der findes historier, som han er nødt til at fortælle, koste hvad det vil.
Et gennemgående tema i ’The Irishman’ og ’Killers of the Flower Moon’ er i den tråd netop, at Scorsese ser fortidens synder i øjnene. Blandt andet ved at gøre op med den forførende hedonisme og æstetisering, der har præget hans tidligere skildringer af den amerikanske underverden.
I de to film er der ingen tillokkende glamour. Volden er brutal, kold, distanceret. Aldrig underholdende, men konstant ubehagelig.
Scorsese retter blikket indad, og det er også det, han vil have, at publikum gør efter at have set ’Killers of the Flower Moon’. For tragedien i ’Killers of the Flower Moon’ er ikke kun al den smerte, Osage-folket blev forvoldt, men i lige så høj grad, hvordan historien efterfølgende er blevet omskrevet og glemt. Uhyrlighederne bortvasket eller nedtonet.
Vil vi være tavse vidner til det? Vil du?
’Killers of the Flower Moon’ kan ses i biograferne.