Sidste uge åbnede ‘Killers of the Flower Moon’ i biograferne med en nærmest euforisk modtagelse fra anmelderne.
Men ikke alle er lige begejstrede.
Skuespiller Devery Jacobs -– der har rødder i Mohawk-indianerstammen fra Canada – tog til tasterne på X (tidligere Twitter) for at dele sine tanker og »stærke følelser« om Martin Scorseses film.
»Filmen var smertefuld, udmattende, konstant og unødigt grafisk«, skriver Jacobs, der er kendt for sin rolle som Elora i FX’s anerkendte serie ‘Reservation Dogs’, der fokuserer på de indfødtes oplevelser i et moderne USA.
‘Killers of the Flower Moon’ er baseret på David Granns bog, der dykker ned i en række mord på Osage Nation-reservationen i Oklahoma i 1920’erne. Bogen fokuserer mest på de FBI-agenter, der opklarede forbrydelserne, mens filmen især fokuserer på den forbryderiske hvide mand Ernest (Leonardo DiCaprio) og hans hustru fra Osage-stammen (Lily Gladstone), hvis familie bliver slået ihjel.
Synsvinkelskiftet lavede Martin Scorsese efter at have været i dialog med Osage-stammen og for ikke at skabe et white savior-narrativ.
Men i en række på 15 tweets udtrykker Devery Jacobs, hvorfor hun alligevel har problemer med filmen.
»At være indfødt og se denne film var som fucking tortur. Forestil dig de værste grusomheder begået mod dine forfædre, og så skulle sidde igennem en film fyldt eksplicit med dem, hvor den eneste pause er 30-minutter lange scener med morderiske hvide fyre, der snakker om/planlægger drabene«.
Skuespilleren har dog rosende ord til overs for kollegaen Lily Gladstone.
»Lily Gladstone er en absolut legende og portrætterede Mollie med enorm ynde. Alle de utrolige indfødte skuespillere var de eneste forsonende træk ved denne film. Giv Lily hendes velfortjente Oscar«.
Ikke desto mindre mener Jacobs, at filmen underrepræsenterer de indfødte amerikanere, mens de hvide skuespillere – især Leonardo DiCaprio og Robert de Niro – får en langt større dybde i deres roller.
Jacobs bemærker, at hun til en hver tid hellere ville se en film om begivenhederne fra en indfødt amerikaners hånd.