Noget tyder på, at publikum er ved at være mætte af den lange og tilsyneladende uendelige række af superheltefilm, som Marvel har udsendt siden ‘Iron Man’ fra 2008.
I sin 15 år lange historie har en film fra Marvel Cinematic Universe i hvert fald aldrig præsteret dårligere ved billetlugerne i åbningsugen, end ‘The Marvels’ netop har gjort. Det skriver Deadline.
Den nye superheltefilm har således både slået negativ rekord i USA og internationalt for filmfranchisens værste åbningsuge nogensinde. Efter første uge lyder det globale billetsalg på 110,3 millioner dollar, hvoraf 47 millioner er blevet indtjent i hjemlandet. Filmen har ifølge Deadline haft et budget på omkring 200 millioner dollar.
Soundvenues anmelder Elombe Brice Parfait var ellers begejstret for den nye, »banebrydende« superheltefilm, som fik fem stjerner.
‘The Marvels’ er instrueret af talentet Nia DaCosta, som har Netflix-serien ‘Top Boy’ og ‘Candyman’-rebootet fra 2021 på cv’et. Hovedrollerne indtager Brie Larson, Teyonah Parris og Iman Vellani som henholdsvis Captain Marvel, Monica Rambeau og Ms Marvel.