For under en uge siden havde Zack Snyders nye sci-fi-storfilm ‘Rebel Moon – Part One: A Child of Fire’ premiere på Netflix, hvor den lige nu er den mest streamede film i Danmark.
Selvom vi ikke ligefrem havde at gøre med et mesterværk, lagde ‘Rebel Moon’s fortælling op til en efterfølger, som godt kunne blive actionfyldt og storladen.
Sådan ser det også ud i den nye trailer til ‘Rebel Moon – Part Two: The Scargiver’, som Netflix lige har delt.
Den nye films plot udspiller sig i direkte forlængelse af handlingen fra første film. Ekssoldaten Kora skal sammen med sit nyfundne slæng af oprørere beskytte det primitive landbrugssamfund på planeten Veldt mod den grådige kolonimagt Moderverdenen.
Folk som Sofia Boutella, Djimon Hounsou, Ed Skrein, Michiel Huisman, Doona Bae, Ray Fisher og Anthony Hopkins fortsætter i deres roller fra den første film.
‘Rebel Moon – Part Two: The Scargiver’ lander på Netflix 19. april 2024.