‘Rebel Moon’: Zack Snyders trættende ‘Star Wars’-klon er ærgerligt uoriginal
Hvad gør man, hvis Disney afviser éns ‘Star Wars’-pitch? Man går da til Netflix og laver sin egen sci-fi-franchise.
Det er i hvert fald, hvad den amerikanske blockbuster-instruktør Zack Snyder har gjort. Og nu er første resultatet af projektet klar i form af storfilmen ’Rebel Moon – Part One: A Child of Fire’.
Snyder, som tidligere også har sat zombie-franchisen ’Army of the Dead’ i Netflix-søen, har øjensynligt ikke ændret vildt meget på sit oprindelige pitch. Vi har nemlig, i bedste ’Star Wars’-stil, at gøre med et magtsygt og undertrykkende imperium over for en gruppe kampberedte oprørere i en spraglet galakse. Enkelte karakterer kæmper tilmed med lyssværd.
’Rebel Moon’ starter på planeten Veldt, et primitivt landbrugssamfund, der indtil nu har levet i fred, uafhængigt af den evigt ekspanderende kolonimagt Moderverdenen og dennes berygtede militær.
Det ændrer sig imidlertid, da admiralen Atticus Noble (Ed Skrein) en dag kommer forbi Veldt for at slå en uligevægtig handel af. Først virker han venlig og imødekommende, men han ender alligevel med at tvinge bønderne til at levere en kolossal mængde afgrøder til Moderverdenen – så stor en mængde, at det vil efterlade lokalbefolkningen til en langsom, men uundgåelig sultedød.
Hovedpersonen Kora (Sofia Boutella), der ankom til Veldt som krigsflygtning år tilbage, tager sagen i egen hånd. Sammen med landmanden Gunnar (Michiel Huisman) drager hun ud til de omkringliggende planeter for at samle et hold af oprørere, der vil trodse Moderverdenen og kæmpe for Veldts overlevelse.
Man kan være venligt stemt og kalde ’Rebel Moon’ en ’Star Wars’-pastiche snarere end en kopi. I det mindste lægger Snyder ikke skjul på, hvilket univers fortællingen i første omgang var tiltænkt.
Alligevel er det ærgerligt, at ’Rebel Moon’ minder så meget om George Lucas’ stjernekrig, når vi i øjeblikket får så få science fiction-film i blockbuster-skala, der ikke i forvejen bygger på eksisterende franchises. I den henseende vil jeg i stedet udpege den medrivende og overraskende rørende sci-fi-film ’The Creator’ som årets positive, originale indslag.
Zack Snyder trækker dog ikke kun på ’Star Wars’. Plottet låner også fra Akira Kurosawas filmklassiker ’De syv samuraier’ fra 1954, der netop følger en gruppe fattige bønders rekruttering af syv krigere, som kan beskytte landsbyen mod banditter.
Samuraifortællingen er tidligere blevet omfortolket til en amerikansk western i John Sturges’ ’Syv mænd sejrer’ fra 1960, og idéen om at hive den ind i et sci-fi-univers er sådan set god. Desværre fungerer det ikke i praksis for Zack Snyder og medforfatterne Shay Hatten og Kurt Johnstad.
Efter en fin start, hvor Ed Skreins admiral cementerer Moderverdenens imperialistiske ondskab med undercut-frisure og et slesk smil, mister man som publikum nemlig tråden. Det går simpelthen alt for hurtigt, når Kora og Gunnar haster fra planet til planet for at finde personer til deres rebelslæng.
Hver planet føles som en hurtigt opridset bane i et computerspil, hvor den potentielle rebel skal gennem en forhindring. For eksempel skal tilfangetagne Tarak (Staz Nair) vinde et væddemål om at ride på en arrig grif for at slippe ud af sine lænker. Senere møder holdet tilfældigvis sværdkæmperen Nemisis (Bae Doona), lige da hun skal slås mod Jena Malone som et hævngerrigt edderkoppemonster.
Zack Snyder har nok tænkt, at en masse action på forskelligartede steder ville være spændende i sig selv. Men i praksis er det er ikke nok for indlevelsen – tværtimod.
Når man slet ikke har lært karaktererne at kende endnu, bliver man nemlig hurtigt overmæt af de mange actionscener, der ligger i næsten direkte forlængelse af hinanden. Man kunne også sagtens have brugt mere tid i planeternes farverige og dystre miljøer. Så havde de nok synket bedre ind.
Det hjælper ikke, at Snyders karakteristisk CGI-tunge kampsekvenser vitterligt hver andet sekund forpurres af en trættende slowmotion-effekt. Jovist, det ser fedt ud at skrue ned for hastigheden i særligt velvalgte øjeblikke – men Snyder har bare også valgt at gøre det i alle andre øjeblikke, der har en knytnæve, klinge eller pistol i billedet.
Som filmens undertitel indikerer, er der en direkte efterfølger på vej. Faktisk lander ’Rebel Moon – Part Two: The Scargiver’ på Netflix allerede til april. Det er en svær kunst at lave en actionfyldt storfilm med et tilfredsstillende spændingsniveau, når man samtidig skal lægge op til det helt store klimaks i næste film. Og det er ikke en kunst, som Snyder har mestret.
Næsten hele vejen igennem føles ’Rebel Moon – Part One: A Child of Fire’ netop som en forhastet optakt, hvor det store karaktergalleri skal introduceres, inden det egentlige slag skal stå. Så kan vi bare håbe, at fortællingens anden halvdel i det mindste bliver bedre.
Kort sagt:
Zack Snyders nye sci-fi-basker, der startede som en ’Star Wars’-pitch, har massevis af actionscener, men føles mest som en uforløst, forhastet og forvirrende optakt til noget større.