’Army of the Dead’: Zack Snyders zombiefilm er torskedum – og hans mest vedkommende film i årevis
Er filmmageren Zack Snyder ren stil og ingen substans? Betyder det noget?
Det var trods alt et stilsikkert remake af ’Dawn of the Dead’, der i 2004 fik de store Hollywood-studier til at notere navnet på den tidligere musikvideoinstruktør. Med ’Army of the Dead’ vender Zack Snyder tilbage til zombiegenren. Og tilbage til at arbejde med filmens fortællemæssige byggesten.
For efter Snyders seneste superheltemetier, der mest ligner alt for lange monokrome, gumpetunge og effektfyldte showreels for en bodybuilder-forening, har han med sit actionpumpede zombiekupblodsorgie for Netflix skabt sin mest underholdende, vedkommende og – måske ligefrem – jordnære film i over et årti.
Respekten for den fortællemæssige opbygning mærkes allerede i åbningsscenen. Med lige dele suspense, intensitet og dum humor krydsklipper Snyder mellem et par kåde bryllupsrejsende kørende gennem Nevadas ørken en sen aftentime og en militærtransport med en mystisk last. Blowjob! Bang! Og et reptillydende bæst er pludselig fri og klar til at indtage Las Vegas.
Dernæst præsenteres vi for en fantastisk montage, som udgør sin egen film i filmen. Til de kontrapunktiske toner af ’Viva Las Vegas’ ser vi den gradvise, både grotesk komiske og medrivende zombieovertagelse af syndens by. Men samtidig fungerer denne prolog som introduktion til flere af de karakterer, vi snart skal møde i hovedplottet.
Det gælder for eksempel lejesoldaten Scott Ward (Dave Bautista). Efter at have moslet med zombier til den store æresmedalje i forsøget på at stoppe smitten banker Ward nu bøffer på en grillbar.
Derfor skal der ikke meget betænkningstid til, da casinoejeren Bly Takanada (Hiroyuki Sanada) tilbyder Ward 50 af de 200 millioner dollars, som ligger godt gemt væk i en pengeboks i den inddæmmede zombiezone – før den amerikanske præsident smider en atombombe over Las Vegas i en »cool« og »patriotisk« handling den 4. juli.
Det kan godt være, at det lyder – og er – torskedumt, men Snyder får etableret et klart mål og en deadline, vi som seere kan hægte os på. En grundsten i de fleste forskrifter for klassisk Hollywood-storytelling.
Endnu mere idiotisk på den fede måde bliver det, da Ward skal samle sit team, og missionen klargøres. ’MacGruber’ og følelsen af at se interdimensionel tv fra ’Rick and Morty’ med actiongruppen Ball Fondlers og traileren ’Two Brothers’ kom på hjernen. En metabevidst overdrivelse af genretroper, som beviser, at Snyder – der også har skrevet manus – ikke er helt uden humor.
På et tidspunkt møder teamet en zombie-tiger, der i filmen skulle have tilhørt tryllekunstnerduoen Sigfried & Roy – og som skulle være skabt efter en af Carol ’Fucking’ Baskins tigere. Én i teamet kommenterer, at det er at overskride grænsen, mens en anden bagefter udbryder »awesome«. Det er denne splittelse mellem afstandtagen og bøvet begejstring, som ’Army of the Dead’ rammer, når den er bedst.
I det for subgenren obligatorisk store karaktergalleri er der især personlighed og karisma at finde i zombiedræber-youtuberen Guzman (Raúl Castillo), den tyske pengeskabsekspert Dieter (Matthias Schweighöfer) og den platinblonde badass Lily (Nora Arnezeder), der med sproglån – og vag optegnet politisk reference – fra det mexicanske flygtningeleksikon agerer ’coyote’ og smugler holdet ind over grænsen til den ruinøse zombieby.
Og så er der Tig Notaro som Tig Notaro … eller som en cigarrygende helikopterpilot med herlig tør distance til alt, hvad der foregår. Og med god grund. Notaro er bogstavelig talt blevet indsat i 11. time, men jeg fandt nu hver en scene med komikeren guld værd.
Snyder kan dog ikke helt holde den energiske zombiesuppe i kog. Sentimentale scener mellem Scott Ward og datteren Kate (Ella Purnell) klemmes ind som overflødige postulater, der er med til at trække denne rendyrkede popcorn-flick langt over på den forkerte side af de to timer. Det samme gælder Snyders forsøg på at skabe en sidehistorie med eliten af emotionelt bevidste superzombier, som bæstet fra åbningsscenen har affødt. Så skulle han hellere have gået længere ud ad fjollevejen fra navnesøsterfilmen ’Army of Darkness’.
Zombier er jo sjovest både i ’Army of the Dead’ og generelt, når man har dem sløvt vaklende på afstand og for alvor kan betragte, hvor meget de minder om os og vores masseadfærd. George A. Romeros tidlige hovedværker inden for genren er satirisk flænsende samfundskommentarer. Snyder har rigtigt nok en inkompetent præsident og flygtningelejre i fortællingens periferi. Men for en instruktør, som ikke er kendt for det subtile, bliver de ikke andet end tomme markører. Snyder vil bare gerne underholde!
Det lykkes langt hen ad vejen. Kan man leve med hans nyopdagede fetich for en ude-af-fokus æstetik, er hans visuelle udtryk langt mere levende og lækkert denne gang. Og ved filmens klimaks trak jeg kroppen sammen i sofahjørnet af ren spænding for, hvordan det mon ville gå. Jeg var revet med af over the top zombie-action. Du kan jo godt, Snyder!
Kort sagt:
Zack Snyder vender tilbage til zombie-genren, hvor det hele startede, og genfinder samtidig nogle af de basale fortællegreb, der skal til for at engagere seeren. Og så skader det ikke at have en zombie-tiger med!