’Slow Horses’ sæson 3: Gary Oldman storspiller og storprutter igen i den perfekte spionserie til juleferien

’Slow Horses’ sæson 3: Gary Oldman storspiller og storprutter igen i den perfekte spionserie til juleferien
‘Slow Horses’. (Foto: Apple TV+)

’Slow Horses’ er spionserien, der kom ind fra kulden, og med effektive, intrigante plots og mesterligt spil (samt en masse varm tarmluft) fra gode gamle Gary Oldman har positioneret sig som et af de mest charmerende og underholdende seriebekendtskaber i dette årti.

Udgangspunktet var da heller ikke så tosset.

Serien er baseret på Mick Herrons bøger om Slough House, en 4. divisionsfilial til den britiske efterretningstjeneste MI5 for uheldssvangre og utidige agenter ledet af den filterløse og ekstremt usoignerede Jackson Lamb. Bøgerne har vundet adskillige priser, og Herron er blevet kaldt vor tids John Le Carré.

Alligevel er det en bedrift, hvor velfungerende en tv-serie showrunner (ikke den) Will Smith (’Veep’, ’The Thick of It’) har skabt. Også i tredje ombæring.

‘Slow Horses’. (Foto: Apple TV+)

Ja, faktisk lader ’Slow Horses’ kun til at blive bedre og bedre, jo mere vi lærer Lamb (Gary Oldman) og hans uheldige helte at kende, og jo mere vi drages ind i seriens komplicerede politiske spind drevet af personlige agendaer og fyldt af mørklagte sager.

Som i de to foregående sæsoner starter tredje sæson med en række umiddelbart usammenhængende hændelser. Standish (Saskia Reeves) – Slough Houses modne kontoradministrator og Lambs dårlige samvittighed – bliver kidnappet, og den evigt uheldige syndebuk Cartwright (Jack Lowden) ser sit snit til at rette op på sit blakkede ry ved at bryde ind i MI5 og stjæle Premierministerens hemmelige dagbog, som er kidnappernes krav for at løslade Standish.

Jobs done … ikke helt! Som i enhver god spionfortælling er ingenting helt så enkelt i ’Slow Horses’. Kidnapperne viser sig at være ansat af det private efterretningsselskab Chieftains til at teste MI5’s forsvarssystem, men som et såkaldt tiger-team er kidnapperne med den hemmelighedsfulde og hævnlystne Sean Donovan (Sope Dirisu) i front imidlertid gået rogue og har nu deres egen mission kørende.

Historien tager hurtigt fart og holder en fornem pacing, mens plotgrene knopskyder i alle retninger for langsomt at forme en afdækkende helhed. Nogle pile begynder at pege på den højreradikale indenrigsminister og endnu flere på de to kvinder i MI5’s top Diana Taverner (Kristin Scott Thomas) og Ingrid Tierney (Sophie Okonedo). Bag facaden udspiller de et køligt, strategisk magtspil om forskellige mulige scenarier med en masse uskyldige liv som uvidende brikker.

Jackson Lamb er måske en sløv gammel hest, men han er ikke sådan at løbe om hjørner med. Som et antiautoritært stinkdyr og sporhund i én og samme person holder Lamb sig ikke tilbage fra at uddele velsiddende tilsvininger af magteliten i verbal og anal form (»jeg har hæmorider, der har udrettet mere end jer«), imens han udstiller deres sande systemiske råddenskab. Og det er i hver scene helt eminent morsomt.

Mange vil se Sirius Black, Dracula, Winston Churchill, kommissær Gordon eller måske George Smiley for sig, når talen for eftertiden falder på 65-årige Gary Oldman. Men af Oldmans mange ansigter kan det meget vel være Lambs fedtede hud og uvaskede hår, de sprængte blodkar og livstrætte øjne med smertelige glimt af fortidens spøgelser, der kommer til at indprente sig på min nethinde.

‘Slow Horses’. (Foto: Apple TV+)

I ’Slow Horses’ sætter Oldman baren højt som den lysende, uregerlige ledestjerne, men resten af det fremragende cast af britiske skuespillere følger nu stærkt efter. Fra erfarne Kristin Scott Thomas med aristokratisk tvetydighed, som kun hun kan, til nytilkomne Sope Dirisu fra ’Gangs of London’, der gør kidnapperen Sean Donovan til en sympatisk figur på trods af en masse voldsomme handlinger.

Seriens fornemme afstemning af det sympatiske og råhyggelige med det voldsomme og aldrig ufarlige er ikke mindst manuskriptforfatter Will Smiths fortjeneste. Smith er en af de allerdygtigste til at forene skarp komik og kompliceret politik og får her sendt et par finurlige bredsider til privatsektoren og konsulentverdenen.

Det mest imponerende er alligevel, hvordan han får de velkendte spiontroper til at fremstå så friske og spændende, og hvordan serien aldrig forfalder til en omgang årgangs-’Beck’ eller anden flow tv-krimi på DR efter kl. 22.

Ambitionsniveauet, hvad angår actionfyldte sekvenser, er steget gevaldigt i tredje sæson, hvor vi nu ikke kun ser forfølgelsesjagter til bens, men hele afsnit er bygget op som intens invasion-thriller. Styrken ligger dog stadig i den velsmurte balancegang mellem det umiskendeligt britiske, uhøjtidelige hverdagsbillede og optrapningen af de raffinerede, twistfyldte spændingshistorier.

’Slow Horses’ nærmeste slægtning skal man derfor nok finde uden for spiongenren. For om noget bringer den mindelser om ’Sherlock’, da den var bedst i sine første sæsoner. Og det er meget godt klaret af en undermålerserie med en storpruttende hovedkarakter.


Kort sagt:
’Slow Horses’ er tidens bedste spionserie – og oplagt underholdning til juleferien.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.

’Slow Horses’. Serie. Manuskript: Will Smith. Medvirkende: Gary Oldman, Jack Lowden, Kristin Scott Thomas, Saskie Reeves. Spilletid: 6 afsnit af 45 minutter. Premiere: Kan ses på Apple TV+
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af