Lars Mikkelsen tager endnu en flot skalp i en i forvejen imponerende international karriere.
Han skal ifølge Deadline således være med i den nye film fra Oscar-vinder og all around respekteret instruktør Guillermo Del Toro, manden bag blandt andet ‘Pans labyrint’ og ‘The Shape of Water’.
Del Toro skal – i et perfekt match – tackle Mary Shelleys klassiske historie om Victor Frankenstein og det monster, han skaber. Oscar Isaac indtager rollen som Victor, mens Deadline kan rapportere, at Jacob Elordi skal spille uhyret.
Elordi drøner derudaf efter ‘Euphoria’-succesen, seneste med ‘Priscilla’ og ‘Saltburn’, to af de seneste måneders mest omtalte film. Det var egentlig Andrew Garfield, der skulle have spillet Frankensteins monster, men han måtte springer fra på grund af forsinkelser i kølvandet på strejken i Hollywood sidste år, og nu overtager Elordi altså.
Hvad Lars Mikkelsen skal spille, melder historien endnu ikke noget om. Men han er i godt selskab. Også Christoph Waltz og Felix Kammerer fra ‘Intet nyt fra vestfronten’ er at finde på rollelisten. Og så får han dansk selskab af Del Toros efterhånden faste fotograf, Dan Laustsen.