I december gik ‘Parasite’-skuespiller Lee Sun-kyun bort i en alder af 48 år.
Hans død blev formodet til at være selvmord af politiet. Nu ønsker en ny organisation, der tæller blandt andre Bong Joon-ho og en række prominente koreanske kunstnere og kunstforbund, vilkårene og omstændighederne for skuespillerens død undersøgt videre. Det skriver The Hollywood Reporter.
Organisationen, Association of Solidarity Among Cultural Artists (engelsk oversættelse), kommer med krav til med de koreanske medier og politiet for at undgå lignende sager i fremtiden. For omstændighederne omkring Lee Sun-kyuns død har skabt opmærksomhed omkring landets strenge narkotikalovgivning, der kan give fængselsdomme op til 14 år blot ved brug, samt det store pres kendte navne udsættes for af medierne, politiet og befolkningen, fordi den type sager er dybt stigmatiserende.
Op til sin død var Lees navn del af en narkosag og blev afhørt flere gange af politiet, der mistænkte ham for at tage ulovlige stoffer som cannabis og MDMA, hvilket han dog benægtede. Skuespilleren testede ifølge sydkoreansk politi også negativ i flere stoftester, men i dagene op til sin død blev han afhørt i hele 19 timer.
Lee Sun-kyuns advokater har udtalt, at skuespilleren inden sin død var meget påvirket af, hvordan han blev behandlet af politiet og bekymret for sin karriere på grund af den intense dækning af hans sag i medierne.
Den nye organisation mener, at politiet og medierne ikke er deres ansvar bevidst og vil arbejde for at undgå lignende sager i fremtiden.
»Vi er alle gået sammen i en stærk overbevisning om, at efter skuespiller Lee Sun-kyuns tragiske død bør sådan en hændelse aldrig finde sted igen. Vi kalder til en grundig undersøgelse for at finde sandheden (i Lee’s sag, red.), kræve at medier sletter artikler, der ikke opfylder deres funktion som journalistik, og opfordrer myndighederne til at ændre loven, så den beskytter kunstneres menneskerettigheder«, skriver organisationen i en pressemeddelelse (via The Hollywood Reporter).
Sydkorea har på samfundsplan en høj selvmordsrate, men har også vakt opsigt for selvmordsraten blandt kunstnere og stjerner. I de seneste år har adskillige unge k-pop-artister taget deres eget liv på tragisk vis, og organisationen ønsker derfor at sætte fokus på vilkårene for mentalt helbred i hele den koreanske underholdningsbranche.
Ud over ‘Parasite’ var Lee bedst kendt for film som ‘Helpless’, ‘All About My Wife’ og ‘A Hard Day’, samt Apple TV+-serien ‘Dr. Brain’.