Et nyt Kristen Stewart-interview og dertilhørende fotoserie med Rolling Stone har skabt røre i de konservative afkroge af det amerikanske medielandskab.
Fotoserien iscenesætter Stewart på en måde, der ikke henvender sig til det klassiske male gaze perspektiv på kvindelig seksualitet. Det forklarer hun i et interview i forbindelse med sin hovedrolle i den kommende film ’Love Lies Bleeding’.
»Eksistensen af en kvindekrop, der viser en type seksualitet, der ikke er designet til at blive begæret udelukkende af heteroseksuelle cismænd, er noget, folk ikke er super trygge ved«, fortæller Stewart.
Kristen Stewart er vokset op i branchen og har – ligesom en række af sine jævnaldrende kvindelige kollegaer – måttet finde sig i en konstant granskning og interesse i hendes privatliv.
Hendes rolle som Bella Swan i ’Twilight’-serien gjorde hende til en verdensstjerne, hvis kendisstatus yderligere blev cementeret på grund af det meget omtalte forhold til medstjernen Robert Pattinson.
Stewart, der selv er en del af queer-miljøet, har tidligere udtalt, hvordan tweets fra Donald Trump inspirerede hende til at springe ud.
Som vært på ’Saturday Night Live’ i 2017 reagerede Stewart nemlig på et tweet fra Donald Trump fra 2012, der kritiserede skuespilleren for hendes affære med instruktøren Rupert Sanders, ved at springe ud på direkte tv.