»Revenge gets ripped«.
Sådan lyder den friske tagline til A24-bodybuilderthrilleren ’Love Lies Bleeding’, hvis første trailer netop er offentliggjort.
Kristen Stewart ses i rollen som Lou, der ejer et fitnesscenter engang i 1980’erne. Gennem sit arbejde møder hun bodybuilderen Jackie (Katy O’Brian), der er ny i byen. De to bliver forelskede, men da Jackie får et arbejde hos nogle luskede våbenhandlere, tager deres relation en morderisk drejning.
Hvem nøjagtigt der skal hævnes, er ikke helt tydeligt, men alt tyder på, at duoen får flere mord på samvittigheden.
Rose Glass har instrueret og skrevet ‘Love Lies Bleeding’. Hun har tidligere stået bag den mesterlige religious horror-film ‘Saint Maud’, der i sin tid fik seks stjerner af Soundvenues anmelder.
Katy O’Brian er tidligere kendt fra ’The Mandalorian’ og ’Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ og får sin første hovedrolle som bodybuilderen.
På rollelisten ses også Jena Malone, Dave Franco og ‘Westworld’-stjernen Ed Harris.
‘Love Lies Bleeding’ får amerikansk biografpremiere 8. marts 2024. Den danske premieredato er stadig ukendt.