’Ant-Man and the Wasp: Quantumania’: Pis af, myre – Marvels nye superskurk har stjålet mit hjerte
Der hviler et usædvanligt ansvar på Avenger Scott Langs størrelsesfleksible skuldre i ’Ant-Man and the Wasp: Quantumania’, Marvels hæsblæsende kvanteaction af en George Lucas-inspireret farveladeeksplosion.
Ikke så meget fordi Lang atter skal redde sig selv, datteren og svigermekanikken fra at spendere evigheden i »the quantum realm« (kvanteriget), men fordi myremanden må slå sig til tåls med, at ’Quantumania’ i virkeligheden slet ikke er hans film.
Ej heller er den The Wasps, hvis inklusion i titlen er decideret morsom, eftersom karakteren ikke får flere replikker, end hvad der hastigt kan skribles på bagsiden af en serviet.
Næ, ’Quantumania’ er et Marvel-mellemspil, der ene og alene tilhører Kang.
Kang the Conqueror.
Aka. He Who Remains. Aka. Nathanial Richards.
Aka. Marvel Cinematic Universes nye superskurk, der akkurat ligesom Thanos over en årrække blev kørt i stilling forud for ’Avengers: Infinity War’ og ’Endgame’ og nu varmer op til ’Avengers: Secret Wars’, der lander i 2026.
Så hjælper det ét fedt, at der er myrer en masse i den faste ’Ant-Man’-instruktør Peyton Reeds ’Quantumania’ og i en psykedelisk scene så mange Ant-Mans på lærredet, at det føles som et komisk metanødråb fra karakteren til publikum om, at, hey, det er faktisk mig, I er kommet for at se. Men lad mig af respekt for vor evigt optimistiske helt alligevel sætte den spinkle scene for eventyret, der hastigt vristes fra ham:
I kølvandet på ’Endgame’ forsøger Scott (Paul Rudd) at vænne sig til tilværelsen som kendishelt og finde fred med, at han missede fem år af datteren Cassies (Kathryn Newton) barndom, mens han selv sad fast i kvanteriget under ’The Blip’. Scott vil nu være fuldtidsmønsterfar, men har alligevel lidt for travlt med at promovere sin selvbiografi til at lægge mærke til, at Cassie ikke alene er gået hen og blevet borgerrettighedsaktivist, men også har syslet med at opfinde en fuldt funktionel »kvantesonde« i Scotts svigerforældres kælder.
Som en typisk teenager nu gør, når hendes pap-bedstefar er Hank Pym (Michael Douglas på autopilot), opfinder af Pym-partiklen bag Ant-Man-teknologien, og pap-bedstemor Janet Van Dyne (Michelle Pfeiffer) tidligere spenderede 30 år som skibbruden i kvanteriget.
Ikke så snart har Scott løftet et øjenbryn og Janet – pludselig grebet af en mistænkelig rædsel – advaret mod at sende signaler ned i dybet, før tingesten selvfølgelig suger alle fire ind i kvanteriget og åbenbarer en forunderlig mikroverden med mikrorumvæsner skåret fra bedste ’Star Wars’-skabelon.
Men en hævngerrig trussel lurer, ivrig efter at bruge Scott til at slippe fri og sprede kaos på tværs af selve multiverset …
Der er smæk på fantasien i kvanteland, og Paul Rudd er ikke overraskende ude af stand til at være andet end knuselskelig som den lille mand på dybt vand. Filmen er mere legesyg end ’Ant-Man and the Wasp’, der tangerede det decideret kedelige, men det høje tempo i ’Quantumania’ kan ikke skjule, at kvanteriget udgør et afgrænset, narrativt ingenmandsland, hvor meget lidt af fyrværkeriet har nogen konsekvens for det øvrige Marvel-univers.
Hvad værre er, udvander filmen selve heltemagien ved at give samtlige medlemmer af insektfamilien identiske evner uden at kere sig for de karakteropbyggende mellemregninger:
Når alle og enhver uanset tidligere erfaring er tech-genier på Tony Stark-plan såvel som toptrænede kampsportseksperter det øjeblik, de fatter en skruetræk og trækker i en laber dragt, så går fascinationen hurtigt fløjten.
En nøglesætning i Scotts biografi er, at der »altid er plads til at vokse«, men ’Quantumania’ blotlægger for alvor titelkaraterens paradoksale akilleshæl, idet der ingen udvikling er at spore – og i virkeligheden ikke har været det, siden vi mødte ham første gang i ’Ant-Man’ i 2015. Jeg har intet andet end kærlighed til overs for Rudd, men hvis jeg aldrig igen skal høre ham råbe »Cassie!!« af sine lungers fulde kraft, vil jeg være en lykkelig MCU-fan.
Uanset hvad man måtte mene om sidste års ujævne ’Doctor Strange in the Multiverse of Madness’, ’Black Panther: Wakanda Forever’ og ’Thor: Love & Thunder’, så efterlod vi hovedpersonerne et andet sted, end hvor rejsen begyndte, alt imens Scott i sin tredje solofilm agerer glorificeret konferencier for The Kang Show. Og dog kan jeg ikke for alvor hidse mig op på heltens vegne.
For for pokker, hvor er Jonathan Majors genial som Kang: den tidligere videnskabsmand, som forvandlede sig et herskesygt monster med et uendeligt antal kloner – varianter – spredt ud over multiversets tidslinjer.
Alle dem, der så Disney+-serien ’Loki’, har naturligvis allerede mødt Majors tilbage i 2021, hvor han dukkede op i finaleafsnittet og ditto stjal billedet. Her skar han ud i pap, hvad der står på spil, hvis Kang-dynastiet får frie tøjler, og det var en sitrende god miniintroduktion af en dybt kompleks skurk (genbesøg endelig afsnittet).
Når karismasuperkraften fra ’Lovecraft Country’, ’The Last Black Man in San Fransisco’ og ’The Harder They Fall’ er på skærmen i ’Quantumania’, glemmer man ligeledes tid og rum omkring ham. Og når han ikke er der, savner man ham i en grad, så man hellere end gerne heppede på skurken, hvis det gav ham mere taletid.
Så giv os nu bare hans solofilm i stedet, Marvel.
Kort sagt:
Farveladeflotte ’Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ er lidet andet end et glorificeret Marvel-mellemspil, hvis funktion udelukkende er at introducere ’Avengers’-franchisens næste superskurk: Kang the Conqueror, spillet forrygende af Jonathan Majors.