Det er snart svært at holde styr på, hvor mange spinoffserier til ‘Game of Thrones’ der er sat i søen.
Men nu arbejder HBO i hvert fald intenst på en ny, der skal følge op på den succesfulde ‘House of the Dragon’ og den kommende ‘A Knight of Seven Kingdoms: The Hedge Knight’, der skal indspilles i år.
Det drejer sig ifølge The Hollywood Reporter om ‘Aegon’s Conquest’, der foregår umiddelbart før begivenhederne i ‘House of the Dragon’ og følger den store erobrer Aegon Targaryen i hans kamp for at indtage hele Westeros sammen med sine to koner, Rhaenys og Visenya, og deres drager.
En kilde beskriver projektet til The Hollywood Reporter som, at man går »back to basics«, hvilket måske antyder en serie, der vil gå ‘Game of Thrones’ direkte i bedene. Men mere vides på nuværende tidspunkt ikke.
Det er Mattson Tomlin, der er hyret til at skrive serien. Han arbejdede på Matt Reeves’ ‘The Batman’ og er også med til at skrive den kommende toer.
En række andre ‘Game of Thrones’-spinoffs har været omtalt og i udvikling gennem årene, heriblandt en serie om Jon Snow efter hændelserne i ‘Game of Thrones’.
Men lige nu tyder det ikke på, at den bliver en realitet.
For nærværende venter vi først og fremmest på ‘House of the Dragon’ sæson 2, som kommer på HBO til sommer.