Sidste forår blev det meldt ud, at der var en ‘Twilight’-serie på vej. Men hvis man havde glædet sig til at se et ungt nyt stjernespækket cast tage over efter Robert Pattinson og Kristen Stewart, må man kalibrere sine forventninger lidt.
Lionsgate har nemlig netop løftet sløret for, at der er tale om en animationsserie, hvilket tilsyneladende hele tiden har været planen. Det melder Deadline.
»Vi har tænkt os at komme ud med ‘Twilight’-serien, en animeret serie, det tror jeg, der kommer til at være en masse interesse for«, udtalte Lionsgates vicechef Michael Burns under en spørgesession på en mediekonference.
Hvornår serien rammer skærmene vides endnu ikke.
Der er gang i animationsfeltet for tiden i streamingland, hvor manga og animé forvandles til live-action som ‘One Piece’ og ‘Avatar: Den sidste luftbetvinger’. For nylig genopstod 00’er-kultfilmen ‘Scott Pilgrim vs. The World’ som animationsserie på Netflix – her var filmen dog oprindeligt baseret på en serie graphic novels.