KOMMENTAR. To overskrifter, der repræsenterer to vidt forskellige virkeligheder:
»Er Open AI’s Sora filmskabelsens endeligt eller bare en fantastisk demo for en techvirksomhed?«
Og:
»AI-video er et svindelnummer«.
Den første er fra det amerikanske medie Indiewire, der rapporterer om techvirksomheden OpenAI’s nyeste wunderkind-program Sora som et uudforsket grænseland for filmskabere.
Den anden er fra tech- og gaming-sitet Aftermath, der affejer tekst-til-video-teknologien som Silicon Valleys nyeste amatøragtige dille.
Siden OpenAI sidste år gav offentligheden adgang til deres sprogmodel ChatGPT, har AI’s betydning for filmbranchen været diskuteret heftigt og intenst.
Der sker da også konstante udviklinger inden for feltet.
Sidste sommer præsenterede YouTube-kanalen Curious Refuge således en række (horrible) parodi-trailere over forskellige populære franchises, som var de realiseret af Wes Anderson. ’Skaberne’ havde brugt maskinlæringsprogrammer til at kreere trailerne fra bunden, og selvom resultatet var rudimentært, var det nok til at sætte snakken i gang.
Plattenslagerne står i kø
For pludselig var det ikke kun gymnasielærere, grafikere og journalister, som råbte vagt i gevær over for den nye teknologi. Nu gjorde tech-evangelisterne klar til at ramme USA’s popkulturelle hjerte: Hollywood.
Diskussionen tog fart, da et par splinternye videoer fra en Sora-præsentation så dagens lys. Og gjorde en pæn portion af filmbranchen hunderæd for, om det var første skridt på vejen mod, at deres levebrød blev taget ud af hænderne på dem.
Ud fra tekstkommandoer kan Sora skabe ét minut lange videoer, der er langt mere komplekse end de glorificerede billedslides, andre såkaldte AI-videoer har kunnet præstere.
Ikke overraskende passer Soras korte videoformat som fod i hose til at blive solgt på sociale medier. Og beskrivelsen på dåsen – skab flotte videoer alene ud fra ord! – lyder da også lige dele foruroligende og fascinerende for filmmediets fremtid.
Men vi befinder os stadig i det vilde vesten, når det kommer til den såkaldte AI-teknologi, og hvis der er noget, Silicon Valley er bedre til at producere end teknologiske fremskridt, er det plattenslagere.
Grim kunst
Det burde således efterhånden være åbenlyst for enhver, der har øjne i hovedet og ikke har drukket sprinklervæske fra en Tesla-truck, at de hypede videoværktøjer faktisk skaber grimme billeder og videoer.
Heller ikke Sora har løst AI-kunstens uncanny valley. Men for tech-fanatikerne vil modargumentet altid være, at teknologien hele tiden rykker grænserne for, hvad der er muligt.
Det postulat har indtil videre holdt stik. På et lille år er Open AI’s teknologi trods alt gået fra tekst til video, og så længe løftet om mere og bedre kan opretholdes, vil potentialet for vækst i investorernes gribbeblikke være til stede.
Derfor kan virksomheder som OpenAI være knaldhamrende ligeglade med, hvad think pieces og tweets fra skeptikere siger og mener. For i sidste ende er det folkene med pengeposen, de er ude efter. Og producere som Jeffrey Katzenberg og Tyler Perry er da også røget på krogen.
Mændene bag henholdsvis Quibi og ’A Madea Christmas’ (…) har malet fanden på væggen og forudset, at denne nye teknologi vil rykke de tektoniske plader, som vi ikke har oplevet det, siden digital film og CGI kaprede vores fantasi i slutningen af det sidste årtusinde.
Specifikt mener Katzenberg, at AI-værktøjer vil kunne spare 90 procent af arbejdskraften væk på animationsfilm inden for et par år, mens Perry lægger svesken på disken og gør klar til at skrinlægge en ellers planlagt udvidelse af sit studie på 800 millioner dollars.
Den dovneste fællesnævner
At lade mennesker arbejde for maskinerne er dog kun den ene halvdel af det apokalyptiske løfte, som tech-evangelisterne håber på at kunne realisere ved at indtage film og tv.
Den anden halvdel er løftet om med et snuptag at kunne gøre, hvad de, der har dedikeret deres liv til én færdighed, kan.
Men det stiller teknologien over for et større filosofisk dilemma. For selv hvis programmer som Sora en dag vil indfri potentialet (og det er et gigantisk hvis), er spørgsmålet, om deres succes ikke blot vil grave deres egen grav.
Ved at fjerne al arbejdet i at skabe et værk vil de hovedsageligt appellere til de dovneste, mest talentløse fællesnævnere.
Tanken slog mig efter at have lyttet til et nyligt afsnit af branchepodcasten ’The Town’, hvor vært Matthew Belloni og tech-ekspert Ben Thompson diskuterer mulighederne og fremtiden for Sora. Den sobre samtale ender med, at Belloni foreslår, at man kunne forestille sig et scenarie, hvor et klassisk filmhus som Disney ville købe fremtidens AI-pendant til Pixar.
Men hvilken pendant kunne det dog forestilles at være?
Idefolkene mangler
De største teknologiske fremskridt i Hollywood har trods alt været dikteret af filmskabernes kreative vision for og brug af den teknologi. Hvad end det er brugen af mo-cap i ’Ringenes Herre’, CGI i ’Jurassic Park’ eller computeranimation i ’Toy Story’.
Men indtil videre har det ikke været den kreative kraft i Hollywood, som har set sulten på den nye teknologi, men i stedet kyniske producere, der ønsker at gøre deres efterhånden svinedyre blockbustere billigere og mere strømlinede.
Det er sigende, at nogle af de eneste instruktører, der har set potentiale i teknologien, er Russo-brødrene. To mænd, der om nogen er blevet berygtet for deres samlebåndsmentalitet af metervarefilm som ’The Gray Man’ og ’Cherry’ samt Prime-serien ’Citadel’.
Imens er det alment kendt, at Katzenberg – manden bag Dreamworks Animation-studiet – ingen respekt har for den enkelte animator, så naturligvis ville han elske muligheden for at rive det menneskelige trækud af filmprocessen.
Er det alligevel muligt, at fremtidens Spielberg, Lucas eller Zemeckis sidder og eksperimenterer i MidJourney og – når og hvis programmet bliver lagt ud – Sora? Bestemt! Som ét værktøj af mange er der intet galt i at gøre brug af maskinlæringsmodeller. De bliver allerede i høj grad brugt af VFX-arbejdere og animatorer til at forsimple komplekse animationsprocesser.
Det er dog ikke noget så simpelt, som er på spil for folk, der virkelig tror på teknologier som Sora. I et interview har én af grundlæggerne bag Curious Refuge sagt, at disse AI-værktøjer vil være en demokratisering af filmprocessen, der derved bliver allemandseje.
Hvis det skal gå i opfyldelse i Hollywood, kræver det, at teknologien bliver omfavnet af idefolkene og ikke blot dem, der kan skabe værktøjet og betale for regningen. Og her har jeg svært ved at se en fremtid for Sora.
For at citere en anden skurk er ingen »super«, hvis alle er det. Og hvem kan man sælge den drøm til i længden?