‘Manhunt’: Ny serie om jagten på Lincolns morder er en bedstefarudgave af ’Heat’

‘Manhunt’: Ny serie om jagten på Lincolns morder er en bedstefarudgave af ’Heat’
'Manhunt' (Foto: Apple TV+)

Hvordan kunne en af USA mest berømte skuespillere dræbe præsidenten foran 1500 publikummer og næsten slippe afsted med det?

Udgangspunktet i ’Manhunt’ er egentligt ret interessant.

Baseret på James L. Swansons bog ’Manhunt: The 12-Day Chase for Lincoln’s Killer’ begynder serien med mordet på den amerikanske præsident Abraham Lincoln i 1865.

Den kendte skuespiller John Wilkes Booth (Anthony Boyle) likviderer Lincoln (Hamish Linklater) i bedste ’Sopranos’-stil i Ford-teateret og hopper ned på scenen foran publikum, hvor han dog brækker sit ben.

‘Manhunt’ (Foto: Apple TV+)

Alligevel – ganske teatralsk og derfor passende – råber han »sic semper tyrannis« (løst oversat til »således altid for tyranner«), hvorefter han humpende stikker af med kurs mod eksil og heltemodtagelse i sydstaterne.

Sådan begynder en omfattende menneskejagt, hvor krigsministeren Edwin Stanton (Tobias Menzies) og hans partifæller forsøger at finde frem til Booth og dem, der har hjulpet med mordet og andre fordækte gerninger.

Men er der en større konspiration i gang mod Lincolns Union-regering?

Selvom den amerikanske borgerkrig er slut, og Lincolns blåsoldater sejrede og frigjorde de sorte slaver og etablerede en stærkere og mere centraliseret føderal regering, ulmer sydstaterne stadig. Og de forenede stater er fortsat splittet i to (wink, wink).

Miniserien ’Manhunt’, der er skabt af Monica Beletsky, som tidligere har skrevet afsnit til ’Fargo’, ’The Leftovers’ og ’Friday Night Lights’, er en tung slambert at komme igennem.

‘Manhunt’ (Foto: Apple TV+)

Med dialogtunge scener, deprimerende lyssætning, unødvendige tidsspring og komplicerede politiske emner er det ikke en serie, man æder over en weekend. Faktisk kan den til tider fremstå mere som lektielæsning end underholdning.

Serien er så tæskeseriøs, at hvis en af karaktererne leverer noget, der er bare en lille snert morsomt, stikker det ud som Pjerrot til begravelse.

Den er til gengæld et nøgternt og autentisk blik ind i perioden efter den amerikanske borgerkrig, hvor mange paralleller til vores egen tid kommer til syne – dog i en mere analog form.

Vi ser, hvordan politikere i bedste ‘Succession’-stil bruger aviserne til at spinne deres version af sandheden. Efterforskningen, rettergangen og den bevisbyrde, der skal løftes, er kompleks, men overraskende betagende. Det samme er skildringen af den tids Wall Street.

Naturligvis alt sammen krydret med en god omgang korruption, maskulinitet og den der ’det vilde vesten’-attitude, man kun finder i the land of the free. Yee haw!

‘Manhunt’ (Foto: Apple TV+)

Det mest fascinerende er dog tanken om en landsdækkende menneskejagt på den berømte skuespiller, der åbenlyst har dræbt præsidenten under teaterkomedien ’Our American Cousin’.

Hvilket i nutiden cirka ville svare til, at skuespiller og Trump-tilhænger Dennis Quaid skød Joe Biden til biografpremieren på ’Barbie’.

Historieundervisningen bliver vakt til live af fremragende skuespilpræstationer.

Anthony Boyle, som knap er kommet ud af pilotdragten i ’Masters of the Air’, før han nu er aktuel i sydstatsmilitærtøj, er fremragende som Booth, der ligesom Paul Atreides i ‘Dune’ lider af storhedsvanvid og en selvopfattelse som messias, fremprovokeret af sin mors profeti.

Talentet Lovie Simone stjæler hver en scene, hun er med i, som den undertrykte sorte tjener i et sydstatshus, mens Patton Oswalt overrasker – selvom hans blotte tilstedeværelse fremstår morsom i seriens tunge udtryk.

Patton Oswalt i ‘Manhunt’ (Foto: Apple TV+)

Hamish Linklater fra ’Midnight Mass’ er seriens powerhouse. Abraham Lincoln spiller naturligvis en meget lille rolle i menneskejagten på Booth, men Linklater stjæler alligevel billedet. Selvom alle fra Daniel Day-Lewis til Henry Fonda har portrætteret USA’s 16. præsident, er han imponerende i rollen.

‘Manhunt’ er en slags bedstefarudgave af ’Heat’, en menneskejagt i parykker, krydret med politisk spin og konspirationer i historiske kostumer.

Og selvom den foregår for godt 160 år siden, trækker den desværre dybe spor i vores samtid.

»This is America. We replace our presidents with elections, not with coups«, lyder det fra krigsministeren Stanton, mens seernes tanker straks svæver over på, at hele vestens frihedsfront snart skal til stemmeurnerne igen.

Hvilket måske også er årsagen til seriens gravalvorlige tone.


Kort sagt:
Selvom ‘Manhunt’ emmer af historietime, men menneskejagten og parallellerne til nutidens politiske klima i USA fænger alligevel.

Manhunt’. Serie. Hovedforfattere: Monica Beletsky. Medvirkende: Tobias Menzies, Anthony Boyle, Lovie Simone, Brandon Flynn, Patton Oswalt, Matt Walsh, Hamish Linklater. Spilletid: 7 afsnit a 45-60 min. Premiere: Kan ses på Apple TV+
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af