I sidste uge kunne det toneangivende gyserfilmselskab Blumhouse annoncere, at de laver et reboot af ‘The Blair Witch Project’, 25 år efter den populære found footage-horrorfilm fik premiere.
I den anledning har den originale films hovedrolleindehaver, Joshua Leonard, skrevet et længere opslag på Facebook. Her kritiserer han, hvordan selskabet Lionsgate (som ejer filmrettighederne, der nu er solgt til Blumhouse) har behandlet ham og medskaberne af indiefilmen siden premieren i 1999. Det skriver Indiewire.
»Dette er MIT ansigt på en pressemeddelelse for en film, der bliver lavet af to store studier – begge har jeg arbejdet for, begge respekterer jeg«, skriver Leonard.
»Den MÆRKELIGE DEL er, at jeg ikke vidste noget om det, før en ven sendte mig et ’tillykke’-screenshot i går. Min frustration er forstærket af, at jeg har forsøgt at få Lionsgate til at engagere sig i over en måned om en ‘BWP’-velgørenhedsvisning, jeg er ved at arrangere til til O+ Festival for at samle penge ind til kunstnere uden sundhedsydelser, og INGEN vil svare mig«.
I opslaget fortæller skuespilleren blandt andet, at flere af ‘The Blair Witch Project’-succeshistorierne, som omverden har fået at vide, ikke stemmer overens med virkeligheden.
Filmens oprindelige distributør, Artisan Entertaintment, som senere blev købt af Lionsgate, havde for eksempel sagt til filmskaberne, at marketingomkostningerne var så store, at de mistede penge på filmen, mens de udadtil berettede om én af historiens mest profitable indiefilm.
Senere berettede pressen om, at Leonard og de andre skuespillere var blevet købt ud af filmrettighederne for fire millioner dollar, mens der i virkeligheden var tale om 300 tusind dollar.
Leonard fortæller desuden, at skuespillerne måtte kæmpe en juridisk kamp med filmstudiet for at beholde rettighederne til deres egne, borgerlige navne. Hollywood-selskabet hævdede nemlig at have copyright over deres navne, som de i bedste mockumentary-stil havde brugt i filmen.
»Jeg er så stolt af vores lille punk-rock-film, og jeg ELSKER de fans, der holder gang i ilden«, afrunder Leonard. »Men det har efterhånden været 25 års respektløshed fra de mennesker, der har pocketed the lion’s share (tilsigtet pun) af overskuddet fra VORES arbejde, og det føles både grimt og uden klasse«.
Læs hele opslaget herunder.