Aaron Sorkin er i gang med manuskriptet en ny film, der potentielt kan fungere som en efterfølger til ‘The Social Network’. Det skriver Entertainment Weekly.
Den David Fincher-instruerede ‘The Social Network’, hvis manuskript Sorkin i 2011 vandt en Oscar for, følger som bekendt Facebook-grundlæggeren Mark Zuckerbergs rejse fra Harvard-studerende til milliardær.
Sorkins nye film skal handle om, hvordan Facebook og andre sociale medier påvirker demokrati og politik, med særligt fokus på stormen på Kongressen 6. januar 2021. Det forklarer han som gæst i Matthew Bellonis podcast ‘The Town’.
»Jeg kommer til at skrive om det her«, siger Sorkin i podcasten. »Jeg giver Facebook skylden for 6. januar«.
Den anderkendte filmskaber vil ikke fortælle nærmere om filmen, der er i et tidligt udviklingsstadie, men han fortsætter gerne med at tale om Facebooks problematiske rolle i samfundet.
»Facebook har blandt andet tunet sin algoritme til at fremme det mest splittende materiale som muligt, fordi det er det, der vil øge engagementet« siger Sorkin. »Det er det, der vil få dig ind i det, som de inde i gangene hos Facebook kalder ‘det uendelige scroll’«.
Han tilføjer: »Der formodes at være en konstant spænding på Facebook mellem vækst og integritet. Det er der ikke. Det er bare vækst«.
Sorkin sagde i 2020, at han kun ville skrive en opfølger til ‘The Social Network’, hvis David Fincher ville instruere filmen. Sidste år udtalte Fincher ifølge Deadline, at han ikke vil udelukke at lave en toer, men at det vil være »en dåse med orme« (det vil sige: kompliceret) at lave filmen.
Vi må håbe, at han tør tage udfordringen op, når Sorkins manuskript er færdigt.