’Jægerens hjerte’: Netflix’ nye actionthriller gør ondt i filmhjertet

’Jægerens hjerte’: Netflix’ nye actionthriller gør ondt i filmhjertet
'Jægerens hjerte'. (Foto: Netflix)

Det er store temaer som apartheid, racisme og truslen mod demokratiet, der er på spil i Netflix’ filmatisering af Deon Meyers spændingsroman ‘Jægerens hjerte’ fra 2002.

Hvordan Meyer selv forholder sig til disse emner, ved jeg ikke, da jeg ikke har læst bogen. Men med knap 400 sider gætter jeg på, at den er ret dybdegående.  

Det kan man desværre ikke sige om filmen, der ellers kommer godt fra start og får etableret tematikkerne både fængende og tankevækkende aktuelle. Sydafrikanske Zuko Khumalo (Bonko Khoza) er tidligere OPS-lejemorder for CIA. Efter på brutal vis at have dræbt en mand for øjnene af mandens søn, får han dog nok og trækker sig tilbage.  

‘Jægerens hjerte’. (Foto: Netflix)

Nu har han slået sig ned med Malime (Masasa Mbangeni) og hendes søn Pakamile (Boleng Mogosti) og lever et fredfyldt liv, hvor han tjener penge på at reparere motorcykler. Han har desuden købt forlovelsesring, og forholdet til Pakamile kunne ikke være bedre. Der bliver smurt tykt på for at etablere, hvor godt livet er for den tidligere lejemorder.

I mellemtiden har den korrupte sydafrikanske præsidentkandidat Mtima (Sisanda Henna), der har bestukket efterretningsagenten Molebogeng (Connie Fergusson), imidlertid udpeget Zukos tidligere allierede Johnny Klein som terrorist.  

Klein har et usb-stik med beviser for, at Mtima er både korrupt og magtliderlig. Han opsøger derfor Zuko og vil have ham tilbage i gamet, så de sammen kan fælde den korrupte politiker. Men den traumatiserede Zuko holder stædigt fast i sin beslutning om at beholde sin fredelige livsstil.  I hvert fald for en stund. 

Da Zuko kommer i besiddelse af USB-stikket, ender han som Mtimas mål. Spørgsmålet er dog, hvem der jager hvem? For Zukos fortid fornægter sig ikke, og han bliver mere og mere opsat på at fælde Mtima.   

‘Jægerens hjerte’. (Foto: Netflix)

Zuko er en interessant karakter med en spændende fortid og noget på spil. Et godt udgangspunkt. Sydafrikas natur bliver desuden skildret smukt, og storbyens pulserende liv er med til at give et autentisk præg, der understøtter de sandfærdige omstændigheder, der er udgangspunktet. 

Det burde altså være let at leve sig ind i fortællingen. Men hvorfor er det alligevel så svært? 

Måske fordi filmens instruktør, Mandla Dube, har haft en forventning om, at hvis man har et godt fundament, kan man fylde så mange ligegyldige lag på, som man ønsker. Både Zukos fortid, hans familiesituation og den politiske vinkel bliver i hvert fald totalt negligeret til fordel for umotiverede eksplosioner, nævekampe og en komplet over the top scene, hvor Zuko jagtes på sin motorcykel af en helikopter og tilsyneladende er helt urørlig over for helikopterens heftige våbenarsenal.

Det er desværre den slags scener, som præger de sidste to tredjedele af ‘Jægerens hjerte’, der ender som en gentagelse af Netflix’ skamløse actionligegyldigheder. Man ved altid fra start, hvad der skal ske, og er for det mest ligeglad med, hvordan man kommer derhen, fordi heltene er for smarte, skurkene for overfladiske og plottet for forudsigeligt.

’Jægerens hjerte’ kunne have gjort ondt på den helt rigtige måde. Men det gør mest af alt ondt i mit filmhjerte at se, hvordan så grumt et emne bliver til så ulidelig en oplevelse. 


Kort sagt: 
Netflix har igen spyttet en actionfilm ud, der er glemt, så snart man slukker sit tv. Denne gang begynder det lovende med en sydafrikansk baseret actionthriller – og alligevel ender det så ringe.  

‘Jægerens hjerte’. Film. Instruktion: Mandla Dube. Medvirkende: Bonko Khoza, Connie Fergusson, Masasa Mbangani, Sisanda Henna. Spilletid: 105 minutter Premiere: Kan ses på Netflix. 
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af