KOMMENTAR. Det vakte en del harme på Soundvenues sociale medier, da jeg i min anmeldelse af Netflix-filmen ’Irish Wish’ kommenterede hovedrolleindehaver Lindsay Lohans (overforbrug) af botox.
Nuvel, det er taget til efterretning, at min formulering var for grov. Man bliver ydmyg af at have kloge læsere.
Men kritikken af Lindsay Lohans – og skuespilleres generelle – overdrevne brug af botox og fillers har noget på sig, som ingen seriøs anmelder kan sidde overhørig.
I underværket ’Irish Wish’ spiller Lohan redaktøren Maddie, der gerne vil giftes med forfatteren Poul Kennedy, men under en masse forviklinger, der blandt andet indbefatter en helgen i 60’er-tøj og et kirsebærtræ, forelsker hun sig i stedet i en lækker fotograf, finder sig selv og skriver en bog.
Og godt for hende.
Men Lohan har i flere scener svært ved at udtrykke ganske almindelige følelser naturligt, og særligt gråd går galt for hende, fordi hendes ansigt er forstenet i det samme, ungpigesmilende ansigtsudtryk.
Da hun i en nøglescene lader følelserne få frit løb, holdes de stramt tilbage af plastikdepoter under huden. Resultatet er, at Lohans ansigt ser ud til at kæmpe mod botoxen for at lade følelserne komme ud, uden helt at lykkedes.
Med andre ord: Det er ødelæggende for præstationen.
Overklasse-ansigter i proletar-tøj
Det er selvfølgelig rigtigt godt, at vi i dag er opmærksomme på ikke at nedgøre særligt kvindelige skuespillere for deres udseende, på samme måde som det skete alt for ofte før i tiden. Ikke mindst for Lindsay Lohan.
Men samtidig kan man heller ikke tage skuespilleres udseende ud af ligningen, når man vurderer deres kvaliteter. Skuespillernes krop og ansigt er deres værktøj – mange af dem er jo blevet succesfulde skuespillere, fordi de ser ud på en bestemt måde – og en skuespiller er dybt afhængig af at kunne udtrykke følelser med deres ansigtsmimik.
Men Lindsay Lohans botox er også på en anden måde forstyrrende. For i stedet for Maddies fiktive kærlighedskvaler træder i stedet et væld af andre historier om virkeligheden frem.
Botox er som ethvert andet forbrugsprodukt også en signalering af bestemte værdier og overbevisninger, som skuespilleren tager med ind i arbejdet med hans eller hendes karakter.
Det er et tydeligt fremmedelement i ansigtet, helt som ansigtstatoveringer i øvrigt er det. Forskellen er bare, at dem kan man dække. Den synlige plastikkirurgi er netop synlig.
Når Nicole Kidman for eksempel fik kritik for sin brug af botox i forbindelse med Susanne Bier-serien ’The Undoing’, pointerer Berlingskes Kristian Lindberg, at det kan give mening, fordi Kidman portrætterer et overklasse-lag i New York, hvor brugen af botox og fillers er meget udbredt.
Det argument kan man ikke bruge om for eksempel ’Roar’, hvor Kidman spiller en arbejderklassekvinde, der passer sin demenssyge mor. Hun kan med andre ord ikke tage sin Hollywood-polerede maske af.
I ’The Northman’er hun fremragende som forræderisk mor, men med et ansigt så stramt, at det peger på en helt anden tid, et helt andet liv end det, hun portrætterer.
En feministisk bjørnetjeneste
Jovist, kvinder og mænd er underlagt et urimeligt pres fra underholdningsbranchen og kulturen i det hele taget for at skulle fremstå unge og smukke alt, alt for længe.
Og der er ingen tvivl om, at rigtigt mange mandlige skuespillere også har fået behandlinger, som ikke bliver påtalt på samme måde. Også her står kvinder i en mere udsat position. Det antyder et større strukturelt problem.
Men det fraskriver ikke ansvaret for at sikre en repræsentation af den naturlige kvinde, hendes ansigt og hendes krop ud fra devisen, at det er sådan, man bedst viser, hvordan kvindelivet i dets mange tider og klasser ser ud – uden om mandens blik. En forpligtelse, som mange i en films tilblivelsesproces bør sikre. Ikke kun en privilegeret hovedrollestjerne som Lindsay Lohan. Men også hende.
Fra flere sider hedder det, at kvinder med deres personlige valg ikke bør stå til ansvar for andre kvinders frigørelse. Vil man ligne skønhedsidealet, så objektiviserer man ikke andre kvinder som sådan ved at bruge fillers og botox. Og det kan sagtens gøre sig gældende, hvis man er en helt almindelig Fru Jensen, der synes, tilværelsen kunne være sjovere med lidt fyldigere læber. Hende om det.
Men når de mest rige og magtfulde kvinder på toppen af samfundets lagkage vælger at repræsentere midaldrende kvinder, som var de 30 og lige så udtryksløse som en barbie-dukke, så ryger søstersolidariteten.
Både fra et kunstnerisk perspektiv og et repræsentativt blik. Skønhedsidealer trumfer skuespillernes fremstillingen af eksistensen: følelserne og tankerne set fra en kvindes perspektiv.
Samtidig bliver midaldrende kvinder i stigende grad repræsenteret af kvinder, der ikke vil stå ved, at de er midaldrende. Ultimativt forsvinder den modne, livserfarne kvinde fra vores kulturelle virkelighed.
Både 56-årige Nicole Kidman og 37-årige Lindsay Lohan har ekstremt meget kulturel magt til at tage et opgør med skønhedsidealerne. Og med stor magt følger som bekendt et stort ansvar.
Det er en objektivisering af kvinden, hvis idealet er, at vi alle sammen skal have det samme ansigt og den samme alder. Vi vil ikke længere fremstå som individer, men i stedet ansigtsløse kopier af Kardashian-søstrene i en ozempic-fremkaldt størrelse 36 – hvis vi har midlerne til det.
Det er dystopisk.