’Irish Wish’: Der er ikke mere at komme efter i Lindsay Lohan – ny Netflix-romcom er skamløs

’Irish Wish’: Der er ikke mere at komme efter i Lindsay Lohan – ny Netflix-romcom er skamløs
'Irish Wish. (Foto: Netflix)

Lindsay Lohan er tilbage på skærmen! Comebacket er omtrentligt lige så solidt som at finde en hengemt småkage bagerst i skabet, når du virkelig har lyst til snacks.

Den havde været sjovere, inden den blev blød og sådan lidt mærkeligt vag i smagen, og mens man tygger på den, overvejer man, om man egentlig ikke burde have smidt den ud.

Netflix er foreløbigt udkommet med to Lohan-film, som begge er instrueret og skrevet af Janeen Damien, hvis specialitet er Hallmark-agtige film, hvor hvide over- og middelklassemennesker forelsker sig i hinanden på tværs af komfortable klasseskel.

I første film, ’Falling for Christmas’, spillede Lohan en hotelarving med hukommelsestab, der forelskede sig i en jordbunden kroejer.

I ’Irish Wish’ er Lohan denne gang Maddie, en redaktør, der er forelsket i en irsk forfatter med aristokratiske rødder, som hun konstant kalder for hans fulde navn, Paul Kennedy.

‘Irish Wish. (Foto: Patrick Redmond/ Netflix)

Da hendes gode – men overfladiske, selvfølgelig – veninde scorer ham under oplæsning af hans seneste bog (som Maddie har skrevet), inviteres hun og en anden veninde – der er token black friend – med til Irland for at hænge ud med Paul Kennedys familie i ugen op til brylluppet.

Maddie har et meet-cute i lufthavnen med en lækker fotograf (Ed Speleers). Han ender som fotograf til brylluppet, og de skændes på en måde, der åbenbart er sød, så han er hendes true love.

Men forelskelsen i Paul Kennedy er dog ingenlunde ovre, og da Maddie tager en afstikker fra en picnic, befinder hun sig pludselig på en sten under et kirsebærtræ i den irske natur, der til lejligheden er beplantet med farvestrålende blomster, som bringer mindelser om landskabet i ’TeleTubbies’.

Her ønsker hun, at det var hende, der skulle giftes med Paul Kennedy, og en kvinde i 60’er-outfit med en kæmpe lynlås bagerst i kjolen dukker frem bag kirsebærtræet. Pludselig vågner Lohan op tilbage på slottet, og nu er hendes drøm gået i opfyldelse.

Men! Ak og ve. Nogle gange er dét, man ønsker sig, ikke dét, man har behov for, siger en præst inden det forestående bryllup og citerer pointen i samtlige mainstream-filmmanuskripter nogensinde.

Der er intet i denne film, der overrasker, ud over den skamløshed, hvormed Guiness-øl og irske turistattraktioner promoveres (Lohan drikker rugbrødssmoothien Stout, mens alle andre drikker champagne).

Mange har spekuleret i, om de to Lohan-Netflix-romcoms skulle ende i en genoprejsning for den famlede barnestjerne efter turen gennem en ødelæggende tabloidmølle, på samme måde som det er lykkedes for Paris Hilton og Britney Spears at få ny relevans.  

‘Irish Wish. (Foto: Patrick Redmond/ Netflix)

Men for en kvinde, der sammenligner skuespil med at køre på cykel, er der vist ikke meget at komme efter, som Soundvenue tidligere har beskrevet.

I stedet føles det mere, som om comebacket er et nostalgi-trip. Lohan praktiserer den samme falden-på-halen-humor, som vi kender fra hendes storhedstid. Hun er ovenikøbet klædt, som om hun stadig er fanget i 00’erne med mavebælte, bolero-jakke og tern i skarpe farver.

Kameraet er i konstant bevægelse, som om det er skabt ud fra devisen, at den mindste grad af stilstand vil udfordre publikums lave koncentrationstærskel. En usandsynligt hurtig klipning får en til at tro, man uforvarende har startet Netflix’ spolefunktion.

Samtlige skuespillere taler, som om de læser uøvede replikker direkte op for mennesker, der har en eller anden grad af mental funktionsnedsættelse.

Mimikken er tilsvarende overtydelig – undtagen Lohans.

En overdreven brug af botox får hendes ansigt til at ligne Lindsay Lohan anno 2008, når hun holder det helt neutralt, og det passer jo meget godt ind i den overdrevne nostalgi, der er omkring rammesætningen af hendes comeback.

Det er kun, når hun forsøgsvis græder eller griner, at man næsten kan høre lyden af en ballon, der bliver trukket i. 

’Irish Wish’ er så ringe, at filmen ender som en utilsigtet syret oplevelse.


Kort sagt:
’Irish Wish’ entusiastiske brug af ekstremt forfladigende og elendige klicheer er – sammen med Visit Ireland-tableauer og åbenlys Guiness-product placement – det bedste ved filmen. Lad være med at se den og held og lykke til Lindsay Lohan.

’Irish Wish’. Spillefilm. Instruktion: Janeen Damian. Medvirkende: Lindsay Lohan, Ed Speleers, Alexander Vlahos, Ayesha Curry, Jane Seymour. Spilletid: 93 min. Premiere: Kan ses på Netflix. 
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af