Komedieserier har trange kår i dagens tv-landskab. Det mener Jerry Seinfeld, og han er ikke i tvivl om, hvem der bærer skylden, skriver Entertainment Weekly.
I et interview med podcasten ‘The New Yorker Radio Hour’ siger Seinfeld, at »den ekstreme venstrefløj« er skyld i manglen på sitcoms.
»Det plejede at være sådan, at du kom hjem sidst på dagen, og de fleste ville sige: ‘Åh, ‘Sams Bar’ er på. ‘M.A.S.H.’ er på. ‘Mary Tyler Moore’ er på. ‘All in the Family’ er på.’ Du forventede bare, at der vil være nogle sjove ting, vi kan se i tv i aften. Nå, ved du hvad? Hvor er det?«, siger han.
»Dette er resultatet af den ekstreme venstrefløj og pc-lort, og folk, der bekymrer sig så meget om at fornærme andre mennesker«, fortsætter ‘Seinfeld’-bagmanden.
»Nu kommer de til at se stand-up-komikere, for vi er ikke kontrolleret af nogen. Publikum kontrollerer os. Vi ved, hvornår vi er væk fra sporet, vi ved det med det samme, og vi tilpasser os det, men når du skriver et manuskript, og det kommer forbi fire eller fem forskellige hænder, udvalg, grupper, så ryger din komik«.
Jerry Seinfeld er for tiden aktuel med Netflix-komedien ‘Unfrosted’, som er hans filmdebut som instruktør. Den får premiere på fredag, 3. maj.