Christoph Waltz piller myten om skuespillegende befriende ned

Christoph Waltz piller myten om skuespillegende befriende ned
Christoph Waltz.

Marlon Brando er historiens måske mest mytologiserede skuespiller. En legende kendt for at være en af de første til at bruge method acting, og som skabte en udødelig præstation i ‘Apocalypse Now’, selvom han ikke kunne sine replikker.

Men måske er glorificeringen af den afdøde skuespillers gået for vidt.

Det mener en af nutidens store skuespillere, Christoph Waltz, i hvert fald. I en samtale mellem ham og skuespilkollegaen Caleb Landry Jones i Interview Magazine udtaler han i hvert fald, at han finder dyrkelsen af Brando overdreven.

»Og nu er det Brandos 100 års fødselsdag«, starter han. »Jeg læste to artikler, og jeg fandt dem begge virkelig irriterende, og denne posthume helliggørelse…«.

Den østrigske skuespiller, der slog igennem i Quentin Tarantinos ‘Inglourious Basterds’, kalder det en mytologi og slår fast: »Og det er latterligt, for han var a ham«.

Dette kunne man fristes til at oversætte som »en skinke«, men a ham er i denne kontekst et udtryk for en skuespiller, der overspiller.

»I begyndelsen var det fantastisk. Ingen havde set noget lignende«, siger Waltz. Caleb Landry Jones tilføjer, at han for nylig så ‘The Missouri Breaks’, hvor både Jack Nicholson og Marlon Brando overspiller..

»Jeg har svært ved at se på det«, konstaterer Christoph Waltz.

Brando er og bliver selvfølgelig en af de største skuespillere nogensinde med film som ‘A Streetcar Named Desire’, ‘On the Waterfront’ og ‘The Godfather’, men det er alligevel interessant at høre en fagmand stikke lidt til myten.

For måske var det ikke nødvendigvis alt, hvad han rørte ved, der blev til guld – lidt som det også gælder med Brandos åndelige efterkommere som Al Pacino og Robert De Niro.

Marlon Brando døde i 2004.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af