Andy Muschiettis ‘It’-reboot blev en stor succes, blandt andet takket være Bill Skarsgårds udgave af den berygtede klovn Pennywise.
Den unge svensker var kun 26, da han tog rollen, og når han kigger tilbage på forløbet i dag, erkender han, at det var svært for ham at håndtere det pres, der fulgte med rollen nærmest fra dag ét.
I et nyt interview med Esquire bemærker Skarsgård, at studiet bag filmen, Warner Bros., lavede et marketingstunt, der nær havde slået ham ud af kurs, inden optagelserne overhovedet var startet.
»De gjorde en ting, som jeg følte var lidt ond«, siger han og fortæller, at studiet offentliggjorde et billede af ham som Pennywise, som fik internettet til at eksplodere, primært i negativitet.
»Jeg var så utroligt nervøs for at starte på det her job, og så har internettet så mange hadefulde meninger om det mærkelige, skæve udtryk i den her ting«, siger han.
Det gav ham søvnløse nætter, men i sidste ende bragte det ham også mod en erkendelse, som har hjulpet ham mod fremtidige udfordrende roller som titelrollen i Robert Eggers’ meget ventede nye take på ‘Nosferatu’.
»Man kan kun lave præstationen for at gøre sig selv tilfreds«, siger han til Esquire.
»Det låste noget op i mig. Og det gav mig selvtilliden til, at jeg kan håndtere enhver udfordring. Eller det er i hvert fald, sådan jeg føler det, når jeg siger ja til de her ting«.
‘Nosferatu’ får dansk premiere 9. januar næste år.