’Boy Kills World’: Døvstum Bill Skarsgårds konstante snak ødelægger veloplagte kampscener
Gakkede karakterer, et fjollet manuskript og blod i spandevis – det lyder som opskriften på en oplagt kultfilm.
’Boy Kills World’ – biografaktuel actionfilm af den debuterende tyske instruktør Moritz Mohr – har alle ovenstående elementer. Alligevel mangler noget essentielt.
Filmens science fiction-univers foregår i en ’The Hunger Games’-lignende fremtid, hvor den militante hersker Hilda van der Koy (Famke Janssen) regerer med hård hånd. Hvert år sørger hendes regime for frygtbaseret orden i befolkningen ved at udføre »The Culling«, en tv-transmitteret henrettelse af 12 uvorne borgere.
Hovedpersonen, som blot hedder Boy (Bill Skarsgård), mister som barn både sin søster og sin mor til netop sådan en iscenesat massakre. Han mister også sin stemme og sin hørelse. Siden da er han vokset op i junglen langt fra civilisationen, hvor en shaman (Yayan Ruhian) har oplært ham til at blive en koldblodig kriger.
Boy vil hævne sig på Hilda van der Koy og resten af hendes familie, men shamanen mener ikke, at lærlingen er klar. Da årets borgeraflivning nærmer sig, mister Boy tålmodigheden. Han sætter sig for at infiltrere skurkindens herskabsvilla, hvor hun og resten af familien er samlet til middag.
’Boy Kills World’ er en hyldest til 80’erne og 90’ernes video- og arkadespil, som instruktøren voksede op med. Det simple plot er bygget op som et klassisk beat ’em up-spil, og scenerne fungerer ofte som levels, hvor Boy skal tæske fjender på stribe.
»Second round! Fight!«, lyder det ligefrem under en slåskamp, og senere omtales en særligt svær modstander som »sidstebossen«.
Der er skruet ned for skydevåben og op for tempofyldte, velkomponerede og ikke mindst blodige nærkampe i stil med actionfilmforbilleder som ’John Wick’ og ’The Raid’. Universet og kampene fremstår karikerede og gevaldigt over the top, og det er uden tvivl også i meningen.
Blodet fosser vitterligt ud fra fjendernes overskårne lemmer, mens kameraet svinger rundt om karaktererne. Boy inddrager på underholdende vis de redskaber, han finder på sin vej, som våben i voldsorgierne: Et glasskår, en halskæde, en slagterkniv, et rivejern.
Desværre har ’Boy Kills World’ ét stort problem. For modsat de fleste kultfilm er den sjældent sjov. Og det er ikke, fordi den ikke gør forsøget – tværtimod. Filmen prøver alt for hårdt på at være vittig.
Selvom Boy er døvstum, er han karakteren med klart flest replikker i filmen. Som publikum kan vi nemlig høre hans tanker (indtalt med en dyb røst af H. Jon Benjamin), så han i stil med Ryan Reynolds’ ’Deadpool’ fungerer som filmens gennemgående voiceover-fortæller.
Boy kommenterer konstant handlingen med bemærkninger, der er mere lamme end morsomme, og som ikke bringer meget nyt til fortællingen. Da han for eksempel finder en død person i et bagagerum, siger/tænker han: »Dead guy!«.
For at give karakteren endnu mere dialog, forestiller han sig løbende, at han taler med sin afdøde lillesøster. Disse overflødige samtaler, hvor søsteren kommer med tvivlsomme forslag til hævnaktionen, sænker blot tempoet i stedet for at underholde.
Manuskriptforfatterduoen Tyler Burton Smith (’Child’s Play’) og Arend Remmers (’Sløborn’) har nok tænkt, at Boys indre stemme skulle være en stimulerende faktor, men den har faktisk en modsat effekt. Den ligegyldige sniksnak er trættende i længden.
Til tider forpurrer voiceover-fortælleren næsten actionscenerne, og det er ærgerligt, for de er ’Boy Kills World’s største force.
Kort sagt:
Hovedpersonens trættende fortællerstemme er lige ved at forpurre ’Boy Kills World’s mest velfungerende element: de tempofyldte, blodige og arkadespilhyldende kampscener.