’Hit Man’: Richard Linklaters nye film er drengedrøm og mandehørm af den mest underholdende slags
Professoren Gary Johnson (Glen Powell) står over for ungdommen med Nietzsche på den sorte tavle som en form for intellektuel YOLO-manifestation. Tag hånd om eksistensen og form jeres egen identitet, inspirerer han glødende. Men de unge fniser bare af ham og hans lille, forsigtige bil.
Hjemme i privaten bor Gary med to katte, der hedder Id og Ego og er omtrentligt lige så spændende som et koldt, hårdkogt æg uden salt, altid iført den mest usexede beklædningsgenstand, en mand kan opstøve: Den kortærmede skjorte.
Der hviler en grundlæggende utilfredshed over beta-manden, der tilmed har svært ved at slippe sin meget gravide ekskone, som han nok mest af alt ser, fordi hun kender ham bedst, han er ensom og afsindigt dårlig til at få sagt fra.
Gary Johnson kører ikke bare i en kedelig bil. Han sidder på passagersædet i sin egen tilværelse.
Han bijobber i fritiden for politiet, hvor han pludselig forfremmes til falsk lejemorder, da det viser sig, han har et næsten uhyggeligt talent for at træde i karakter som iskold og kalkuleret dræber på bestilling.
Når politiet kommer på sporet af en person, der vil hyre en drabsmand, er det Gary Johnson, de møder som dødssælgeren. Eller en af hans mange forklædninger. Psykologiprofessoren bliver ekspert i at finde frem til den enkeltes perfekte lejemorder, men samtidig er det også tydeligt, at arbejdet er en mulighed for Gary Johnson.
Han spalter sig i mange forskellige identiteter i en søgen efter et mere tilfredsstillende selv. Til undervisningen taler han om OCEAN-personlighedsmodellen og forskning, der viser, at man faktisk kan ændre sin personlighed. Dermed får den letbenede Linklater-komedie indimellem en tone af tankevækkende videnskabsjournalistik.
Men så møder Gary Johnson kvinden Maddy Masters (Adria Arjona) med dådyrøjne så store og tårefyldte, at man kan falde ned i dem og svømme væk. I modsætning til de mange andre dødens købmænd har hun en ret forståelig baggrund for at ønske sin ægtemand af vejen. Han slår.
Til hende laver han Ron, en smart-i-en-fart-fyr med varmt hjerte og store muskler, en rigtig maskulin beskytter, der vel sagtens kunne sætte tryk på alle kvinders id og alle mænds overjeg. Særligt Garys.
Gary-Ron får overbevist Maddy om blive skilt i stedet for at lade manden dræbe, og kort tid efter er Gary-Ron og Maddy blevet forelskede i hinanden. Det skaber selvfølgelig et hav af forviklinger. Eksen vil pludselig hyre en lejemorder til at dræbe Maddy, og så er det pludselig Gary Johnson, der sidder over for ham.
’Hit Man’ virker, som om den er blevet til, efter nogen har læst en Lone Frank-artikel i Weekendavisen, røget en joint og fnisende er gået i børnenes klæd-ud-kasse efter falske tænder og bandanaer.
Glen Powell som Gary Johnson er anonym, forsagt og mindreværdig, og det er egentlig et stort skridt væk fra den typiske rolle som ultra-maskulint, spændt kæbeparti, skuespilleren ellers ofte har befundet sig i som Hangman i ’TopGun: Maverick’ eller Ben i ’Anyone But You’.
Glen Powell har tidligere arbejdet sammen med Linklater på ’Everybody Wants Some!!’ og senest den animerede ’Apollo 10 ½’. Her har han også været med til at skrive manuskriptet med ’Before’- og ’Boyhood’-instruktøren.
Det er sjovt, når Glen Powell i et splitsekund skifter karakter mellem Ron og Gary, på samme måde som det er sjovt at se elitesportsudøvere overvinde tyngdekraften, når de springer højt til OL.
Adria Arjona spiller den ultimative mandlige fantasi, en mellemting mellem skydegal femme fatale og dådyrøjet damsel in distress. Der skal jo selvfølgelig være plads til baldeskud af skuespillere, også i dag, alting kan ikke være en armhulebehåret, feministisk utopi. Men karakteren er lidt kedelig for dem, der ikke synes, stewardesser, der tager tøjet af og måske har en pistol gemt i trussekanten, er godt fjernsyn.
Richard Linklater blander mandehørm og drengedrøm med hjerte og hjerne. ’Hit Man’ er i bund og grund en stærkt underholdende mandlig fantasi om at blive alfahan og score den lækreste kvinde i kommunen. Denne dame kunne lide det.
Kort sagt:
Glen Powell udfolder nye sider af talentet som aldeles alsidig falsk lejemorder i stærkt anbefalelsesværdig komedie fra mesteren Linklaters hånd. Det er ikke banebrydende filmkunst, men alligevel tilpas poserende intellektuelt til, at man kan tage i biografen med din kæreste, le højt og stadig føle sig klogere end alle de andre.