Ryan Reynolds blæser til popcornkrig med kinky ‘Deadpool & Wolverine’-spand

Ryan Reynolds blæser til popcornkrig med kinky ‘Deadpool & Wolverine’-spand
Ryan Reynolds i 'Deadpool'. (Foto: PR)

Mens biograferne kæmper med at få publikum i sæderne, rækker blockbuster-filmene ud efter deres nye foretrukne våben: den virale popcornspand.

Efter Dune gik viralt for sin suggestive sandormeformede snackbeholder, har ‘Deadpool & Wolverine’ nu også lavet en variant.

I går delte hovedrolleindehaver Ryan Reynolds en video, hvor et bæger formet som Wolverine bliver stopfodret med popcorn og sprøjtende smør. Imens ser man Deadpools aende hånd på masken. De kinky undertoner på den meget mund-agtige spand er ikke til at tage fejl af.

»Mange år fra nu vil de se tilbage på 2024 som det år, hvor krigen om popcornbægrene startede. #history«, skriver Reynolds på X.

Hvorvidt det udelukkende er et marketingstunt til videoen, eller om bægeret vil blive muligt at købe i de amerikanske biografer (de danske kan vi formentlig godt skyde en hvid pil efter), vides ikke på nuværende tidspunkt. Men det ville næsten være dumt ikke at gøre det tilgængeligt for fans.

Den amerikanske biografkæde Regal Theaters svarede da også Reynolds igen med en video, hvor de vil fremvise en særlig popcorn-container med »en karakter fra ‘Deadpool & Wolverine’«. Dog afslører de ikke hvilken. Popcornbægerkrigen er altså tilsyneladende startet.

I den tredje ‘Deadpool’, der har Shawn Levy bag roret, træder Hugh Jackmans Wolverine ind i Ryan Reynolds ironiske helteunivers. I filmens første teaser bliver Wade Wilson kontaktet af Mr. Paradox, spillet af ‘Succession’-stjerne Matthew Macfadyen, der kan hjælpe Deadpool med at blive en »helt blandt helte« – og således måske en rigtig Marvel-karakter.

‘Deadpool & Wolverine’ får premiere 24. juli.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af