’The Idea of You’: Jeg var engang på en herre dårlig date – denne film er værre
Jeg var engang på en date med en mand, der begyndte at spille guitar for mig. Nøgen.
Det var lidt… særligt.
Og endnu særligere (læs: værre) blev det, da han pludselig begyndte at recitere forskellige passager fra ’Benny Andersens samlede digte’. Stadig nøgen.
Nu er det jo ikke, fordi jeg instinktivt har noget imod hverken Benny Andersen eller nøgne mænd – tværtimod faktisk. Men det var bare pissefucking akavet og mindede på alle måder om noget fra en dårlig, middelbudgetteret film.
Den film har så lige fået premiere. For romcomen ’The Idea of You’ er – ligesom min dateius horribilis – fuld af opmærksomhedskrævende sengekantsguitar og tvangsindlægninger til performancer, man ikke har bedt om.
Baseret på Robinne Lees efter sigende sexdampende bog med samme titel handler filmen om den LA-lokaliserede og 40-årige gallerist Solène (jeg er stadig ikke helt sikker på, hvordan det udtales) og hendes relation til den 24-årige popstjerne Haynes, der måske/måske ikke er en Harry Styles-karikatur.
Det hele starter på Coachella, hvor Solène (Anne Hathaway) er taget med som sin datters boho-chic chaperone, fordi hendes douchebaggy eksmand, der ellers havde tjansen, pludselig skulle drikke kaffe i Houston.
På jagten efter et offentligt toilet støder hun ind i det femmandede boyband August Moons tatoverede og øreringbærende forsanger Hayes (Nicholas Galitzine). De udveksler et par smil og lytter lidt til hinandens tis, og så er de altså bare hooked.
Han er i al fald. Men den unge superstjerne har åbenbart også en ting for (og en sang om) ’ældre’ kvinder, hvorfor han et par dage efter festivalen opsøger Solène, køber hele hendes kunstbutik og lugter til ting i hendes køleskab – sådan som bejlere jo har for vane.
Først stritter den martyr-tenderende hovedperson lidt imod og taler om fødselsår og appelsinhud. But a girl/woman/mother gotta eat, og hun er jo ikke umiddelbart interesseret i mændene på hendes egen alder, da de enten har koner eller kæleskildpadder.
Hun overgiver sig derfor til den ret påståelige Haynes, og herefter kommer de så: Guitarscenerne, klaverscenerne og en enkelt lip sync-seance på et hotelværelse. Det hele skrækkeligt tåkrummende og skæmmet af kemiforladte »paint me like one of your French girls«-agtige replikker.
Men det er muligt, at det er mig, der er sart, for intet af ovenstående forstyrrer tilsyneladende de to hovedkarakterer. Faktisk er al det inderlige spilleri og de medfølgende sammenknebne øjenbryn en portal til dybe følelser og lange samtaler. De vender blandt andet Solènes frygt for at blive såret og Haynes store drøm om at indtage rollen som Tiny Tim i en beskeden teateropsætning af ’Et juleeventyr’.
Med jævne skuespilpræstationer og somewhat 46,5 popsange af varierende kvalitet tager filmen os efterfølgende med på boyband tour – og den unge mand tager den eventyrlystne mamacita med som sin morgen-, middag- og aftenbolledame. Coo, coo, ca-choo, Mrs. Robinson.
Eller nej, ingen sammenligning der! For i ’The Idea of You’ er kvinder, der involverer sig med yngre mænd, ikke kun ulykkelige, men svært tiltrækkende femme fatales, og Mature er ikke kun en kategori på Pornhub.
Og dog.
For uagtet at skoledrengsfantasien om Stacy’s, Stifler’s eller Sting’s mom er forsøgt bortkastet – og uagtet at filmen kæmper for at grave en oprigtig kærlighedshistorie frem – er det fortsat den seksuelle forestilling om det halvforbudte og aldersclashende, der synes at drive og pirre værket og relationen. Denne gang er det bare the female gaze og crush på teenageidoler, der er i fokus.
Men trods talrige sexscener er der ikke skyggen af oprigtig passion eller liderlighed. Og udover en enkelt sjov replik vedrørende thaimad, er denne selverklærede hotte komedie heller ikke synderligt underholdende. Den er faktisk ret kedelig og spændingsløs – selv når det hele er ved at gå galt.
’The Idea of You’ har nu ellers mange fine pointer på hjerte. Den ønsker at angribe en misogyn og hyklerisk kultur, der udskammer kvinders (frie) lyst og datingvaner, og så vil den også gerne lige fremhæve, hvordan aktører på sociale medier, nysgerrighed og grænseoverskridende adfærd totalsmadrer privatlivets fred.
Alt det bliver dog en kludret og forhastet omgang, hvilket forværrer den i forvejen lunkne ’berømt-dreng-møder-almindelig-dødelig-pige/kvinde’-fortælling.
I virkeligheden giver sidstnævnte ’Notting Hill’-motiv en lyst til at slukke for ’The Idea of You’ og i stedet gense Hugh Grant spilde juice på Julia Roberts i 90’er-klassikeren, der på alle måder er sjovere og mere ophidsende end denne amerikanske discountversion.
Det er faktisk lige før, at nøgenoplæsning af Benny Andersen-digte også er.
Kort sagt:
’The Idea of You’ er værre end en herre dårlig date, jeg engang var på.