‘A Quiet Place: Day One’ Gyserfranchisen vender stærkt tilbage med forrygende intensitet
‘A Quiet Place: Day One’ er en forrygende og intens døgnrejse gennem New Yorks totalsmadrede gader, stræder og metrostationer, der gør sit ypperste for at holde kadencen fra de to første John Krasinski-instruerede gyserhits.
Denne gang har ’The Office’-stjernen dog valgt at overlade roret til Michael Sarnoski, der er mest kendt for at have skrevet og instrueret ’Pig’, og selvom ’Day One’ ikke forløber helt uden slinger i valsen, så vil jeg vove at påstå, at det er en beslutning, der har givet pote.
’Pig’ blev i sin tid solgt som en film, der var trøffelgris-udgaven af ’John Wick’, men viste sig at være en rørende og intim rejse gennem sorg og selvreflektion. Og det er lige præcis den art saltvandsindsprøjtning, ’A Quiet Place’-franchisen har brug for i håbet om at genopfinde sig selv.
’Day One’ vender nemlig overlevelseselementet – en grundsten i gysergenren – på vrangen og tager udgangspunkt i en lidt anderledes præmis: Hvis dine dage allerede er så godt som talte, når verden begynder at gå under, hvordan vil du så bruge dine sidste timer?
Det lyder måske som en Nik & Jay-sang, men jeg kan heldigvis garantere, at Lupita Nyong’os kraftpræstation som den hospiceindlagte Samira tager tankegangen et betydeligt spadestik dybere.
Som man nok havde gættet, finder filmen sted på det døgn, hvor de svært lydsensitive rumvæsner påbegynder deres invasion af Jorden.
Samira og hendes kat (som, vurderet ud fra dens ukuelige trofasthed, må være et gadekryds mellem en hund og en Pokémon) er fanget midt i virvaret og må hurtigt lære, at komplet stilhed er mere værd end guld og rent vand, hvis man vil klare sig i den nye verdensorden.
Men da chokeffekten har lagt sig, dæmrer det for Samira, at kampen om et langt liv er én, hun i forvejen har tabt, og måske er der et andet sted, hun hellere vil være end om bord på en af militærets redningsbåde.
Filmen tager afsæt i en mere introspektiv vinkel end din typiske gyserfilm, og jeg mindes ikke selv at være stødt på noget lignende. Der er heller ingen tvivl om, at det kræver en skuespiller af Nyongo’os kaliber at levere det talent, der får det til at gå op i en højere enhed – en anden skuespiller kunne snildt have tabt bolden og forvandlet fortællingen til en kedsommelig affære med intet på spil.
Samiras personlige rejse bliver naturligvis i tide og utide afbrudt af rumvæsner, der gerne vil spise enten hende, hendes Pokémon eller hendes kompagnon Eric (der af uransagelige årsager slutter sig til hendes færd trods den åbenlyse fare for eget velbefindende). Filmseriens audiovisuelle effekter er tilbage for fuld skrue – på den front er alt, som det plejer.
Det er også her, ridserne i lakken begynder at blotte sig. For selvom præmissen med, at det er decibelene, der er de sande dræbere, er uanfægtelig effektiv, så er den med dette tredje kapitel også en anelse fortærsket.
’Day One’ genopfinder i den forstand ikke den dybe tallerken – ligesom den heller ikke gør noget stort nummer ud af, at det er ground zero for invasionen. Det havde klædt filmen at udnytte genesisaspektet og vist os en side af rumvæsnerne og deres indtog, som vi ikke allerede har oplevet to gange.
Men det er måske her, man aner, hvordan Sarnoskis prioriterer sine virkemidler, og det er svært at bebrejde ham for at vægte sin hovedperson højere end sin worldbuilding.
Kort sagt:
’A Quiet Place’-franchisen vender stærkt tilbage til det store lærred med prequel-kapitlet ’Day One’. Og selvom den ellers stærke præmis begynder at virke en anelse fortærsket, er Lupita Nyong’os rejse som dødssyge Samira heldigvis forrygende.