Som vi skrev i sidste uge, er Will Smith officielt ude af sin Hollywood-karantæne, to år efter han langede en lussing til Chris Rock på Oscar-scenen.
Hans nye film ‘Bad Boys: Ride or Die’ er nemlig blevet en stor succes ved billetlugerne, hvilket vidner om, at publikum er klar til at invitere skuespilleren tilbage i varmen.
Og den slags reagerer man selvfølgelig prompte på i Hollywood, der er desperate efter stjerner med evnen til at få butts in seats, som man siger på de kanter.
Nu forlyder det ifølge Deadline, at Will Smith skal spille hovedrollen i og producere science fiction-filmen ‘Resistor’ baseret på Daniel Suarez’ bog ‘Influx’ fra 2014. Bogen handler om fysikeren Jon Grady, der i en dystopisk fremtid opdager et remedie, der kan ophæve tyngekraften. Men en dunkel organisation ved navn The Bureau of Technology Control er hurtige til at lukke Gradys laboratorium ned.
Filmen laves for Sony, der også stod bag ‘Bad Boys: Ride or Die’, og det vides endnu ikke, hvem der skal instruere.
Samtidig rapporterer Puck, at Will Smith taler med Jonathan Nolan og Lisa Joy om at lave en serie, der handler om AI. Titlen er endnu ukendt, men ideen kommer fra Smith selv, og hensigten er, at han skal spille med i første sæson og så give depechen videre. Nolan og Joy har tidligere stået bag ‘Westworld’ og fejrer lige nu stor succes med deres Prime Video-serie ‘Fallout’ baseret på det populære spil.
Så ja: Alt tyder på, at Will Smith er blevet tilgivet og nu kan vende tilbage til nogenlunde samme stjernestatus som før The Slap.