‘Bad Boys: Ride or Die’: Plottet er utroligt dumt – til gengæld er den ikke specielt morsom
Da jeg var barn, tilbragte jeg en god portion af min fritid med en af to ting: softgunkrig i mine venners haver og instruktion af, og medvirken i, amatøractionfilm.
Førstnævnte gik ud på at storme fra den ene ende af et udendørsareal til den anden, mens man febrilsk forsøgte af plante så mange små, gule plastikkugler på modstanderne som muligt.
Sidstnævnte var en auteur in spes indbildske forestilling om, at han som 12-årig kunne trylle med et kamera på en måde, der ville få Hollywood – eller i hvert fald Avedøre – til at tabe kæben. Lad mig lynhurtigt afsløre, at ingen af delene gik som forventet.
Jeg nævner det, fordi ’Bad Boys: Ride or Die’ er skræmmende nært beslægtet med min barndoms fritidsinteresser. Hver gang Will Smith og Martin Lawrence trak pistolerne frem og løb fra A til B i en haglbyge af kugler, mens instruktørduoen Adil El Arbi og Bilall Fallah afprøvede diverse diffuse påfund (heriblandt et dronekamera, de ulykkeligvis har forelsket sig i), blev jeg ramt af déjà vu.
Der er noget utroligt puerilt ved filmens dna, som giver mig lyst til at kategorisere den som enten en parodi på sin egen genre eller som resultatet af en ivrig filmskoleelev, der er mere idéerig end klarsynet.
Will Smith gør med filmen sin entré på det store lærred to år efter den berygtede slap-gate – en fadæse, der, formentlig overlagt, bliver nikket temmelig weird til i tredje akt.
Der er slet ingen tvivl om, at han, Lawrence, Arbi og Fallah har haft en fest med at producere den her film. Det emmer af kemi mellem de to hovedpersoner, der immervæk også har været venner og kollegaer i over et kvart århundrede, og actionsekvensernes udførsel sprudler af indøvet Michael Bay-energi.
Resultatet er dog ærkeeksemplet på form over funktion. Holdet har hygget sig så meget med at lave en ’Bad Boys’-film, at de har glemt at lave en god ’Bad Boys’-film. I stedet er det blevet en rodet pærevælling af hovedløse skuddueller, et plot der havde været på grænsen til kliché selv i 90’erne, fantasiløse karakterkonflikter og kameratekniske påfund, der føles mere malplaceret end en Sigurd Barrett-booking på Copenhell.
Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde, når jeg skal prøve at forklare, hvad filmen handler om. Men lad mig give det et skud:
Mike (Smith) er blevet gift med sin genoptræningsterapeut, Marcus (Lawrence) døjer med et dårligt hjerte og har efter en nærdødsoplevelse fundet Gud (eller numerologi eller Det Flyvende Spaghettimonster, jeg tror aldrig, det bliver gjort helt klart, men han er under alle omstændigheder nu overbevist om, at han er usårlig).
Og Mikes søn Armando (Jacob Scipio) brummer den, efter han i forrige film likviderede Mike og Marcus’ chef, kaptajn Howard. Men da chokerende nye beviser indikerer, at kaptajn Howard ikke havde helt rent mel i posen, må de to bad boys slå pjalterne sammen med den moralsk ambivalente Armando for at komme Howards ry til undsætning, alt imens en hær af stereotype håndlangere, FBI-agenter og Miamis samlede politiindsats bider dem i haserne.
Det er, kort sagt, et utroligt dumt og uopfindsomt plot med lige præcis nul overraskelser undervejs. Til gengæld er filmen heller ikke specielt morsom. Jeg tøhø’ede en enkelt gang, men i det øjeblik jeg forlod salen, havde jeg allerede glemt hvorfor.
Det eneste reelle lyspunkt ved dette fjerde kapitel i ’Bad Boys’-serien er Armando, Mikes vanrøgtede søn. Han er den eneste karakter, der gennemgår en udvikling (i hvert fald en, der er værd at skrive hjem om), og han er den eneste, der tilføjer bare en snert af konflikt og spænding til fortællingen.
Jeg krydser samtlige lemmer og ekstremiteter i håbet om, at hvis franchisen skal leve videre, så bliver det med kompasnålen pegende utvetydigt i Armandos retning.
Kort sagt:
’Bad Boys’-franchisen er ved at blive en parodi på sig selv. Historien og karaktererne er, med en enkelt undtagelse, møvet ind i en rus af actionsekvenser, der i bedste fald er underholdende nok og i værste fald dybt irriterende og retningsløse. Men jeg går gerne til valg på en Armando-spin-off!