Hugh Jackmans Wolverine bliver ikke den eneste velkendte karakter fra X-Men, der vender tilbage til biograflærredet i ‘Deadpool & Wolverine’.
En ny trailer for den kommende superheltefilm afslører således, at Wolverine igen står over for superskurken Sabretooth, spillet af Tyler Mane. Det skriver Deadline.
Sidste gang vi så Sabretooth var i ‘X-Men’ fra 2000, hvor han kæmpede mod ærkefjenden Wolverine i en sneklædt skov.
Denne tredje ‘Deadpool’-film, som officielt indlemmer Ryan Reynolds’ ironiske helt i Marvel Cinematic Universe, er instrueret af Shawn Levy. Han har tidligere arbejdet sammen med Reynolds på ‘The Adam Project’ og ‘Free Guy’ og har derudover otte afsnit af ‘Stranger Things’ på cv’et.
‘Deadpool & Wolverine’ kommer i biograferne 24. juli.