’Beverly Hills Cop: Axel F’: Eddie Murphy har stadig sin ikoniske karakter i sin hule hånd

’Beverly Hills Cop: Axel F’: Eddie Murphy har stadig sin ikoniske karakter i sin hule hånd
'Beverly Hills Cop: Axel F'. (Foto: Netflix)

40 år efter den første, 30 år efter den sidste, og små 29 år efter den oprindeligt blev annonceret. Nu er den her: ’Beverly Hills Cop’-opfølgeren, som ikke engang dine forældre har efterspurgt.

Ovenpå to årtier med superhelteinflation har Hollywood tilsyneladende fundet sig en ny potentiel guldgrube. Eller faldgrube, måske. ‘Coming 2 America’, ‘Happy Gilmore 2’, ‘Beetlejuice 2’, ‘Shrunk’, ‘Gladiator 2’, et par Ghostbusters, et par Bad Boys, og det står efterhånden blændende klart, at der bliver kapitaliseret på nostalgien og forhåbningen om sikre vindere.

Men én ting er at hente en gammel blockbustersucces frem fra katakomberne, en helt anden er at finde det hårfine balancepunkt mellem kærkomment gensyn og svært tiltrængt modernisering. Det er næsten per definition en ligning, der ikke kan gå op.

Og i ‘Beverly Hills Cop: Axel F’ gør den det bestemt heller ikke.

‘Beverly Hills Cop: Axel F’. (Foto: Melinda Sue Gordon/Netflix)

Filmen er slet ikke uden sine kvaliteter, men efter at have ligget og syltet i en skrivebordsskuffe siden midt-90’erne synes jeg ikke, det havde været for meget at forvente et homerun, når manuskriptet så endelig røg i produktion.

Men ud over de påtvungne kommentarer om Foleys alder, og hvordan tiderne er skiftet, viser filmen ingen tegn på, at vi befinder os i 2024. Den forlader sig på de samme gamle opskrifter, der gik sin sejrsgang i slutningen af det forrige årtusinde og formår beklageligvis ikke at genopfinde den dybe tallerken.

Som i de første tre kapitler af Foley-sagaen lægger vi ud med en for resten af filmen komplet ligegyldig cold open, hvor Foley og en intetanende yngre betjent kører en sneplov gennem Detroits isede gader for at pågribe en flok forbrydere, der af ubegribelige årsager lige har røvet et hockeystadion.

Dernæst går turen atter til Beverly Hills, hvor Foley skal genforenes med sin datter Jane (ja, han har en 32-årig datter, hvilket vil sige, at han i treeren havde en toårig datter … det skal man nok bare ikke tænke for meget over) for at komme kammeraten Billy, der har rodet sig ud på lidt for dybt vand, til undsætning.

Plottet er simpelt, uinspirerende og fantasiløst, og man ser samtlige vendepunkter komme på lang afstand. Det er ikke her, man finder glæden ved filmen.

‘Beverly Hills Cop: Axel F’. (Foto: Melinda Sue Gordon/Netflix)

I stedet skal man rette blikket mod Eddie Murphy. For selvom hans rapkæftede charme er knapt så rap, som den var for 30 år siden, så er han heldigvis stadig garant for den komiske timing og levering, der i sin tid gjorde ham til en af verdens største filmstjerner.

Hans vante medsammensvorne Billy og Taggert er mestendels udskiftet med Jane og hendes ekskæreste Bobby (Joseph Gordon-Levitt), der står for henholdsvis Foleys personlige udvikling og lidt sporadisk banter. Sidstnævnte er vellykket og underholdende, førstnævnte er klichéfyldt og gennemskueligt – vi er her for humoren og det hurtige grin, ikke for at gennemleve et komplekst følelsesregister.

Ud over at være sjov er der også et par velsmurte actionsekvenser at komme efter i ’Axel F’. Produktionsværdien har ellers aldrig været et synderligt imponerende element i ’Beverly Hills Cop’-serien (med mindre man tæller Eddie Murphys løn), men særligt én scene, der involverer en lavtflyvende helikopter, som snor sig igennem byens trafikerede gader, imens diverse håndlangere får bearbejdet deres barndomstraumer med krudt og kugler, var iøjefaldende seværdig.

Det lyder måske, som om jeg skraber kistebunden af ros her, men når alt kommer til alt, så er ’Beverly Hills Cop: Axel F’ dog en nogenlunde positiv overraskelse. Forventningerne var lave, og der skulle ikke meget til, men har man et par fritimer i kalenderen en lørdag aften, så hører man ingen indvendinger fra mig, hvis man vælger at bruge dem på endnu en omgang ’Frækkere end politiet tillader’.


Kort sagt:
’Beverly Hills Cop: Axel F’ er forudsigelig, klichefyldt og mere af alt det, vi fik rigeligt af i slutningen af det 20. århundrede. Men Eddie Murphy har stadig Foley-karakteren i sin hule hånd, og der er nok grin og eksplosioner til, at de færreste nok vil gå slukøret fra oplevelsen.

’Beverly Hills Cop: Axel F’. Spillefilm. Instruktion: Mark Molloy. Medvirkende: Eddie Murphy, Taylour Paige, Joseph Gordon-Levitt, Judge Reinhold, John Ashton, Kevin Bacon, Paul Reiser, Bronson Pinchot. Spilletid: 118 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af