Obs: Læs først artiklen, når du har set sjette afsnit af anden sæson ‘House of the Dragon‘.
Et relativt uventet kys finder sted i gårsdagens sjette afsnit af ‘House of the Dragon’ sæson to.
Den intime seance foregår mellem Dronning Rhaenyra (Emma D’Arcy) og Lady Mysaria (Sonoya Mizuno), der i anden sæson, efter først at være fængslet, har ageret personlig rådgiver for dronningen.
I scenen forsikrer Mysaria Rhaenyra om, at hun har det i sig at være hersker. Bagefter fortæller rådgiveren om sin egen traumatiske fortid, hvor hun blev seksuelt misbrugt, hvilket har resulteret i, at hun aldrig ville stole på nogen som helst igen. Men nu, fortæller hun, vil hun gerne stole på Rhaenyra.
De to karakterer mødes herefter i en omfavnelse, der udvikler sig til et passioneret kys – indtil de bliver afbrudt af en vagt, som braser ind i rummet.
I et interview med The Wrap forklarer Sonoya Mizuno, at den særlige kyssescene faktisk blev improviseret frem under optagelserne af hende og medskuespiller Emma D’Arcy.
»Det var ikke skrevet som et kys. Jeg tror, det var skrevet som … at der bare er åndedræt mellem dem eller noget, og så bliver det, der sker, afbrudt«, forklarer Mizuno.
Hun tilføjer, at D’Arcy og showrunner Ryan Condal havde flere samtaler oom, hvor fortællingen skulle bevæge sig hen, og det var D’Arcy, der foreslog at ændre scenen.
»Fordi vi var adskilt i rummet … og Mysaria har fortalt denne historie, følte D’Arcy instinktet til at holde hende for at trøste hende«, siger Mizuno. »Derfra føltes det så organisk at gå ind i kysset«.
I interviewet forklarer skuespilleren også, at hun og D’Arcy i første omgang egentlig ville undgå at kysse, fordi det kunne virke »queer-baity«. Men i sidste ende gjorde intimeten i scenen, at det virkede »så rigtigt følelsesmæssigt«.
»Jeg tror, det var krammet – den intime sårbarhed ved det kram – som forvandlede sig til dette meget ømme og lidenskabelige kys, som var ret … fantastisk. Jeg synes, det er meget spændende i øjeblikket for dem begge«, siger hun.