Sidste uge annoncerede Prime Video, at deres succesfulde superheltesatire ‘The Boys’ ville få en prequelserie. Serien kommer til at bære navnet ‘Vought Rising’, og den vil foregå i New York City i 1950’erne.
I seriens hovedroller finder man Stormfront og Soldier Boy, der blev introduceret i henholdsvis anden og tredje sæson af ‘The Boys’. Ligesom i ‘The Boys’ bliver de spillet af henholdsvis Aya Cash og Jensen Ackles.
‘Vought Rising’ bliver endnu en serie i rækken af ‘The Boys’-spinoffs, der ind til videre tæller webserien ‘Seven on 7’, den animerede antologi ‘Diabolical’ og liveaction-serien ‘Gen V’.
I et nyligt interview med Variety fortæller ‘The Boys’-showrunner Eric Kripke yderligere om, hvad man kan forvente af den kommende prequelserie:
»Vi har faktisk haft denne idé i baglommen i rigtig lang tid« fortæller han Variety. »Da jeg tog til Amazon for at pitche spinoffs, kom jeg med to forslag: ‘Gen V’ og ‘Vought Rising’. Dengang sagde de, ‘Lad os starte med ‘Gen V”, og så kan vi se, hvordan det går, og så kan vi måske lave ‘Vought Rising’. Det viste sig at gå ok«.
Kripke sammenligner selv både ‘Vought Rising’ og ‘The Boys’ med film noir-genren, og siger at den kommende prequel vil minde om en af de mest populære film i genren – nemlig ‘L.A. Confidential’ fra 1997:
»Jeg er fascineret af historien om hvordan vi blev, dem vi blev. ‘The Boys’ er praktisk taget en film noir. Det er som politi og røvere. Så det bliver super sjovt at skulle gøre det på klassisk manér, med fedorahatte, trenchcoats og slibrige sager, som ‘L.A. Confidential’ med superhelte. Og Jensen og Aya er superstjerner. De kommer til at blæse folk omkuld«.
Endvidere afslører Kripke i interviewet, at Ackles kommer til at fylde meget i den kommende femte sæson af ‘The Boys’: »Han kommer til at medvirke meget i sæson 5. Vi vil have ham til at være en større figur. Der er mange gode far-søn-følelser mellem ham og Homelander, som vi aldrig har haft muligheden for at udforske, men som vi er meget interesserede i«.
Hverken ‘Vought Rising’ eller femte sæson af ‘The Boys’ har nogen planlagt udgivelsesdato.