Anden sæson af ‘Squid Game’ får premieredato

Anden sæson af ‘Squid Game’ får premieredato
'Squid Game' sæson 2. (Foto: Juhan Noh/Netflix)

Den sydkoreanske dystopiserie ‘Squid Game’ slog i 2021 den ene seerrekord efter den anden, og det kom derfor næppe som den store overraskelse, da Netflix senere samme år bekræftede en sæson 2.

Flere år er sidenhen gået, uden at den opfølgende sæson er kommet, men der er ikke længe til, at der langt om længe lander mere ‘Squid Game’ på streamingtjenesten. Anden sæson får nemlig premiere 26. december i år, skriver Netflix.

Instruktør Hwang Dong-hyuk udmelder samtidig, at serien vil blive afsluttet med en tredje sæson, der udkommer i 2025.

De tre års ventetid på sæson 2 stemmer overens med, at der er gået tre år i seriens univers. Netflix skriver om seriens handling:

»Tre år efter at have vundet Squid Game, er Spiller 456 stadig opsat på at finde folkene bag spillet og sætte en stopper for deres drabelige sport«, lyder den officielle synopsis for sæson 2 ifølge Netflix.

»Gi-hun bruger disse rigdomme til at finansiere sin søgen, der starter det mest åbenlyse sted: ved at lede efter manden i et smart jakkesæt, der spiller ddakji i metroen. Da hans indsats endelig kulminerer i resultater, viser det sig, at vejen mod at tage organisationen ned, er dødeligere end han turde forestille sig: For at sætte en stopper for spillet, er han nødt til atter at deltage i det«.

Netflix bekræfter endvidere at Lee Jung-jae, Lee Byung-hun, Gong Yoo og Wi Ha-jun vender tilbage i anden sæson. Derudover vil Yim Si-wan, Kang Ha-neul, Park Gyu-young, Park Sung-hoon, Jo Yu-ri, Yang Dong-geun, Kang Ae-sim, Lee David, Lee Jin-uk, Choi Seung-hyun, Roh Jae-won og Won Ji-an tilslutte sig det store persongalleri i rollen som nye figurer.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af