Siden ‘Game of Thrones’ kontroversielle slutsæson(er) er hovedrolleskuespillerne løbende blevet spurgt, hvad deres ærlige mening er her set i bakspejlet.
Senest Kit Harington, der udtaler sig kort, men ret direkte, om HBO-flagskibets endeligt i et stort interview med GQ i anledning af skuespillerens aktuelle rolle i ‘Industry’ sæson 3.
Her indrømmer han, at rollen og serien til sidst havde drænet ham for al energi.
»Jeg tror, at hvis der var et problem med slutningen på ‘Thrones’, er det, at vi alle var så fucking trætte, at vi ikke kunne fortsætte længere. Så jeg forstår, at nogle synes, det var forhastet, og jeg er måske enig med dem. Men jeg er ikke sikker på, at der var et alternativ«, siger han.
»Og jeg ser på billeder af mig i den sidste sæson, og jeg ser udmattet ud. Jeg ser brugt ud. Jeg havde ikke en sæson mere i mig«.
Adspurgt direkte om kritikken af sidste afsnit siger han:
»Alle har ret til deres mening. Jeg synes, at der blev begået fejl, historiemæssigt, mod slutningen måske. Jeg synes, at der var nogle meget interessante valg, der ikke helt virkede«.
Med denne udmattelse in mente er det måske overraskende, at Kit Harington gennem længere tid var involveret i udviklingen af en spinoffserie om Jon Snow efter begivenhederne i ‘Game of Thrones’. En ide, der dog nu er lagt på is.
I GQ-interviewet fortæller han, at han først sagde nej, da HBO spurgte ham, om han var interesseret.
Men så så han en potentielt interessant historie om »soldaten efter krigen«, og de begyndte at udvikle på projektet igennem nogle år.
»Men intet gjorde os begejstrede nok. Til sidst bakkede jeg lidt ud og sagde: ‘Hvis vi går videre med det her og bliver ved med at udvikle det, kan vi ende med noget, der ikke bliver godt. Og det er det sidste, vi vil«.
Samtidig indrømmer den 37-årige brite, at mens han står i dyb gæld til ‘Game of Thrones’, der ikke blot gav ham det store gennembrud, men også blev stedet, han mødte sin hustru og fik livslange venner, havde han også brug for at trække en streg i sandet.
»Det (spinoffserien, red.) arbejdede også imod, hvad jeg prøvede at gøre, nemlig at adskille mig selv fra serien«, siger han.
Den ambition kulminerer fint nu med HBO-serien ‘Industry’, hvis hype er steget betragteligt de seneste år. Første afsnit af tredje sæson er ude på Max i dag.